Fri mig for undergangen!

Nede på et bjerg i Frankrig vrimler det i disse dage med folk, der med den hellige frelstheds stråleglans i øjnene danser kædedans med hjemmelavede hatte af sølvfolie af den slags, vi andre bruger til madpakker. Når de ikke danser kædedans sidder de i meditativ tilstand eller ligger ned for ligesom at mærke bjergets "energier". De fastboende går rundt og glæder sig til, at hele hurlumhejet er overstået, og alle dise alternopater pakker deres rygsække og rejser hjem igen. Og det kommer de til på lørdag, formodentlig godt slukørede.

De fikse madpakke-hatte skulle angiveligt øge deres chancer for at blive taget med ombord i UFO. Rumvæsener har åbenbart en svaghed for sølvfolie! Når disse glade alternopater så gerne vil fragtes væk i en UFO, er det fordi de er overbeviste om, at Jorden går under på fredag d. 21/12 2012. Det har de udledt af at studere Maya-indianernes gamle kalender, som slutter netop den dato.
Jamen, det er da mageløst, hvad folk i deres higen efter ny mening med tilværelsen kan få sig selv til at tro på. Og ja, jeg skal gerne indrømme, at jeg selv i mine yngre dage har smagt på mangt og meget af det, man betegner som New-Age. Positiv tænkning, buddhisme, biodynamisk gedemalkning, krystalpendulering og falden i svime over Shirley McLaine og hendes bøger om reinkarnation; been there, done that.
Så meget desdo bedre føles det at være landet så nogenlunde sikkert på begge ben med en (efter sigende) sund gang skepsis over for alt dette Aura-for Laura-væsen. Set i bagklogskabens ulideligt skarpe lys må jeg idag klukke af grin af alle de flips, jeg har kørt med på. Og ja, jeg har også læst Lars Muhls bog om hans møde med den såkaldte mester på omtalte bjerg i Frankrig, hvor "energierne" (suk!) skulle være ekstra stærke. Den hoppede jeg så ikke lige på. Tænkte vel nærmest, at manden måtte have drukket af natpotten - vel at værke en natpotte, som var blevet brugt af en mescalin-misbruger eller lignende.
Nej, jeg glæder mig til, at livet går videre efter på fredag. Og så er jeg spændt på, hvad alle alternopaterne så finder på næste gang, de skal finde en kæphest, de kan skamride - en ny fikst udtænkt knage, de kan hænge deres higen efter spænding i tilværelsen op på.

Nej, Helle Thorning er ikke homofob!

Det har vakt stor medie-opstandelse, at vores statsminister Helle Thorning i lørdags i Politiken gik ud og afviste, at hendes mand skulle være homoseksuel. Baggrunden for dementien er påstande, som vil komme frem i den undersøgelseskommission, som skal afdække SKAT-Københavns læk til medierne i den nu forlængst overståede skattesag, hvor Helle Thornings mand Stephen Kinnock blev frifundet for forsøg på skattefusk. Og hvor dele af den tidligere regering er kommet i et særdeles uheldigt søgelys.

Mange har taget sig til hovedet og undret sig over, hvorfor i alverden Helle T nu går ud med sådan en melding. Mange har - med god grund - spurgt sig selv, hvad i alverden det dog vedkommer offentligheden, om statsministerens mand skulle være til det ene eller det andet eller det tredje. Og nej, det vedkommer da sådan set heller ikke os.

Mange vil da også beskylde vores statsminister for dobbeltoral, når hun den ene dag går med i Gay-Pride-optoget for at bakke op om homoseksuelles rettigheder, og så kort tid efter går ud og overhovedet bruger energi på at slå fast, at nej, hendes mand er altså IKKE bøsse. Nogle vil - i den politiske korrektheds navn - himle op om, at hvis man er optaget af at benægte en eller andens homoseksualitet, så MÅ det da være tegn på, at man inderst inde er en fæl homofob. Så er det, jeg får lyst til at sige: Tag lige og klap hesten!

Helle Thornig ved, at i det øjeblik undersøgelseskommissionen går igang, vil det komme frem, at parrets tidligere revisor har påstået, at hendes mand skulle være homo-eller biseksuel. Og i det øjeblik vil medierne svælge i netop det og dermed stille spørgsmålstegn ved parrets ægteskab. Det er desværre et faktum, at kendte mennesker og ledende politikere i særdeleshed må leve med, at deres privatliv konstant bombarderes af alle former for rygtedannelse. Så skal de skilles, så skal de ikke, og det er alt sammen ganske vist; især i det, vi kalder den kulørte presse, men også i blade som BT og Ekstrabladet, som kalder sig aviser, men som ofte ikke er andet end sladdersprøjter, desværre.

I påstanden om, at Stephen Kinnoch skulle være bøsse, ligger der også en påstand om, at hans og Helle Thornings ægteskab bygger på en løgn. Og det sætter et stort spørgsmålstegn ved en persons troværdighed, når man påstår, at hendes ægteskab er forløjet. Hvis nu den lokale sladder gav sig til at sprede rygter om, at min mand Finn i virkeligheden var til damer, ville jeg da også fare i flint og benægte det højlydt. Deri ligger der fra mig ingen fordomme eller afstandstagen overfor heteroseksualitet; bare en simpel konstantering af, at nej, sådan ligger landet så ikke for os. Den samme ret må man tilstå Helle Thorning: retten til at sige fra og sige, at sådan og sådan er det, og sådan er det så IKKE! Det gør hende altså ikke til homofob, som visse hystader vil påstå.

At gå ud og tage sagen i opløbet, som Helle Thorning her har gjort, er for mig at se et klogt træk. Og et godt forsøg på at tage brodden ud af en debat, der meget nemt kunne løbe helt af sporet. Om det er lykkedes, vil tiden vise. Man kan håbe det. Og håbe, at focus bliver på det væsentlige i den: Hvorfor har SKAT lækket oplysninger om den daværende statsministerkandidat til medierne, og hvilken rolle har den daværende regerings rådgivere - og hvad der er endnu værre: medlemmer  - spillet i det alt andet end kønne forøb.

Søndag morgen

Vågnede stille og roligt. Min lille hund Karlo strakte sig i sit leje under min ene armhule, lagde sin snude tæt op af min hals og gabte. Jeg kunne høre min mand Finn rumstere ude i køkkenet. Han er mere morgenmand en jeg. Selv nyder jeg at ligge lidt længe på mine fridage. Finn skulle til Væggerløse kirke og spille orgel. Jeg venter med at tage med ham, når han skal spille i Gedser Kirke i aften.
Inde fra gæsteværelset kunne jeg svagt høre min ene storesøsters snorken. Hun og svoger og deres lille hund ligger derinde. De er hernede på deres faste årlige sommerferiebesøg. Forude venter en uge med ture ud i det blå, restaurantbesøg, et par udstillinger, Nykøbing F-revyen, forhåbentlig et par dukkerter i Østersøen samt stille stunder, hvor vi allesammen sidder og læser lidt hver for sig. De er nemme at have på besøg; ved, hvor kaffen står, skal ikke serviceres synderligt og bruger vores hus og have som deres andet hjem, et sted, hvor de rekreerer og lader op. Det er dejligt at have gæster på den måde.
Jeg stod enelig op efter at have rodet rundt i sengen og leget med hunden, gik ud i haven, fodrede guldfiskene i dammen og gav kanariefuglene og dværgvagtlerne i volieren frisk mad og vand. Satte mig i morgenkåbe og kiggede på, mens de kastede sig over de agurketern, jeg have givet dem. Nød at vågne lidt mere op, mens at par af han-kanarierne sang deres smukke triller om kap med havens mange fugle.
Gik ind og fodrede Karlo, fodrede mig selv og satte mig til at hælde ugens rationer af livsforlængende medicin op i portionsæskerne. Sendte en kærlig tanke til Rigshospitalet, som har forvandlet min hivstatus fra en dødelig trussel til noget, jeg snildt kan leve med - og oven i købet leve meget længe med. Tak for det!
Nu begynder søster og svoger at rumstere rundt. Finder selv morgenmad. Om lidt kører jeg ind til Nykøbing og træner lidt i fitnesscentret. Når jeg så kommer tilbage, må vi se, hvad dagen ellers vil bringe.
Livet er nu egentlig en glimrende indretning!

De helliges flugt fra folkekirken

Jesus Maria! I diverse medier kan man nu erfare, at en del medlemmer forlader folkekirken for at danne nye frimenigheder. Det skulle ske i protest mod kirkeministeriet og den nye lov, som tillader homoseksuelle at blive viet i kirken. Flugten finder især sted blandt medlemmerne af Luthersk Mission, Indre Mission og andre fanatiske kirkebevægelser. Og ærlig talt - det kan jeg da kun græde tørre tårer over. Begge bevægelser er noget, Fanden har skabt en dag, da han var i særdeles ondt lune - hvis man ellers tror på Fanden, hvad de jo gør! Selv er jeg overbevist om at han/hun/den/det er en forskruet konstruktion for at skræmme folk til at makke ret og rette ind. Eller slet og ret et billede på den ondskab vi alle - også - har i os.

De forargede over muligheden for homovielser henviser igen og igen til Bibelen som Guds ord og til Tredje Mosebog, kapitel 18, vers 22: Hos en mand må du ikke ligge, som du ligger med en kvinde; det er en vederstyggelighed. Man glemmer bare at nævne, at lidt efter, i kapitel 19, står der: I må ikke runde håret på tindingerne; og du må ikke studse dit skæg. Hvor mange af de meget bibeltro retter sig lige efter det idag? I Femte Mosebog står der den herligste opremsning af dyr, man ikke må spise, da de er urene; ikke bare grisen, som vi smæsker os i især til en af de største kristne højtider, julen; nej, man må heller ikke spise harer, og heller ikke rejer og skaldyr, for af dyr, der lever i vandet, må man kun spise dyr med finner og skæl ifølge samme Moses. Struds er også strengt forbudt! Hvor mange kristne spiser ikke en gang imellem strudsekød, når de skal have noget lidt eksotisk?

Der er så mange forbud i Det Gamle Testamente, at det er til at blive svimmel af. Blandt andet skulle kvinder være urene, når de har menstruation, og der er strenge regler for, hvad de så må og ikke må imens. Og stort set alle kristne er enige om, at disse regler behøver man ikke rette sig efter. Henvisningerne til, hvordan husets herre måtte ligge med sin træl og reglerne for flerkoneri har vi jo også kasseret i vores moderne samfund. Disse mange regler gjorde Jesus på mange måder op med. Men lige det der med, at en mand ikke må ligge med en anden mand; det er der så stadig en del, som anser for meget vigtigt.

Bibelen er menneskers ord om Gud. Ikke omvendt. Den skal læses i den historiske sammenhæng, den er skrevet i. De var engang praktiske leveregler for de nomadesamfund, folk levede under på den tid, da teksterne blev nedfældet. Nedfældet af folk, som nok var inspirerede af troen og søgte sandheden; men netop af mennesker, med hvad dertil hører af menneskelige fejl og begrænsninger. Det er ikke en facitliste, man kan slå op i og finde alle svarene. Derved adskiller kristendommen sig fra både den orthodokse jødedom og fra islam. Som kristen er du nødt til at tænke selv - og det er selvfølgelig også besværligt! Men det giver os altså en frihed til at tage vores tvivl og fornuft med på råd, også selvom vi søger svar i vores tro - så stor og stærk eller lille og svag, den nu måtte være.

Jeg, en dræbersnegl

Venstres sammenbidte furie Birthe Rønn Hornbech har i en høring om homoseksuelle vielser udtalt, at dræbersnegle er nogle af de eneste væsener, for hvem det er normalt at parre sig med sit eget køn. I sandhed et rammende og poetisk billede, der her slipper ud under fruens vandondulerede manke!
Nu er jeg jo ikke som sådan tilhænger af at være hverken paranoid eller sart, så lad mig da vende billedet om og tage sammenligningen på mig: Måske er der i virkeligheden noget smukt over at blive sammenlignet med dette sejlivede bløddyr? For nej, uanset at mange pæne or ordentlige folk ikke bryder sig om homser, så er vi ikke sådan til at slå ihjel. Vi bliver ved med at myldre frem i tide og utide, selv der hvor folk helst var fri for vores tilstedeværelse. Nogle af os er oven i købet altædende - selvom vi da også er nogle, som giver os selv lov til at være kræsne, men hvad pokker... Nogle holder sågar til bag buskene i storbyens parker, hvor de kommer frem ved nattetide og gør unævnelige ting - pu-bad (så vidt jeg husker - det er længe siden...)! Og ligesom dræbersneglene er der da også mange af os, der er særdeles glade for øl, selvom vi ikke ligefrem drukner i det, når det bliver stillet frem.
Men der er nu noget ganske befriende over at være lidt slimet en gang imellem, så what the fuck! Lad blot Birthemusen fremture med sine poetiske billeder. Man kan dog spekulere på, om konen er på rød fluesvamp eller andet euforiserende, men lad det nu ligge! Kedelig er gimpen sgu ikke!

Tillykke med hykleriet!

Så skal vi fanden hyleme til det igen: årets store parade udi massehykleri - med andre ord; konfirmationstiden nærmer sig. Adskillige tusinder af unge piger og drenge ruster sig til at stille sig op i kirken og bekræfte deres dåbsløfter. Men spørger man de unge til deres forhold til kirken, mødes man for langt de flestes vedkommende med et lidt pinligt fnis. Alt det der med Gud og Jesus er ikke noget, der skal tales alt for meget om - det er jo herre-kedeligt!
Lad mig slå fast, at nogle af de meget få, unge mennesker, der reelt mener det med kirken og troen alvorligt, er så ulideligt frelste, at det nogen gange ikke er til at holde ud at høre på. Men de mener det trods alt, når de stiller sig op of bekræfter deres tro, så dem har jeg trods alt en gnist af respekt for. De mange tusinder af unge, der helt åbenlyst går ind til at stille sig op og hykle i kirken og med et fjollet, kejtet grin bilder os ind, at de vil bekræfte en tro, de ikke har den ringeste anelse om, hvad drejer sig om - dem hverken kan eller vil jeg respektere!
Hvorfor FANDEN opdrager vi dagens ungdom til, at der vanker stor fest og belønning, når man stiller sig op og hykler? Er der nogen af dem, der går op ad kirkegulvet uden køligt at beregne, hvor mange tusinde kroner, de mon vil kunne sætte ind på deres konto dagen efter konfirmationen? Og hvor stor konkurrence er der ikke gået i at kunne vise sig frem foran kammaraterne som den, der har det sejeste konfirmations-outfit, er blevet stylet dyrest og flottest op i en grad, så det bliver svært at overgå, den dag, de måske skal giftes? Og i at kunne blære sig med at blive afhentet i limousiner, mens de drikker dyr champagne, som de alligevel ikke har hverken udviklede smagsløg eller klasse nok til at sætte pris på?
Forkælede møgunger! Giv dem en skål havregrød, en billig cykel og et fast (HÅRDT) job efter skoletid, så de kan tjene til at få opfyldt nogle af de ønsker, de idag tager som givet, at de bare får leveret. Giv dem noget modspil og MODSTAND, for Helvede. Vi er godt igang med at udvikle endnu en generation af ulideligt selvoptagede egoister, som intet aner om fællesskab, forpligtelse og hårdt slid. Jeg brækker mig!

Nå, så fik den sure, gamle stodder her da lidt luft! Ah!

Tanker på stranden

  Jeg ligger på stranden på Tenerife og nyder at lade min vintertrætte krop oplade af solen. Får så øje på noget, jeg ikke ser så tit på en almindelig, offentlig strand: Ikke ret langt fra os er en ung fyr i færd med at give en anden ung fyr massage på ryggen, og det er tydeligt, at de giver sig lov til at nyde berøringen begge to. Ind imellem giver ham, der masserer sig sig lige tid til også at bukke sig forover og kysse den anden i nakken. De ligger i en gruppe af venner, allesammen piger, og der bliver snakket og grinet meget.
  Synet gør mig glad - af den enkle grund, at det altid er rart at se andre, der er glade for hinanden. Men også fordi det, at det foregår så stille og roligt og selvfølgeligt, fortæller mig, at vi trods alt er kommet et godt stykke vej, siden jeg var på de to unge fyres alder. Dengang ville det være blevet opfattet som en provokation. Nu er der tilsyneladende ingen, der lægger synderligt mærke til det. Jeg kunne sagtens selv have gjort det dengang, men ville have været mig trodsigt bevidst om, at nu gjorde jeg noget provokerende. Der er intet i de to unge kæresters adfærd, der tyder på, at de opfatter sig selv som provokerende. Dejligt.
  Jeg kan huske, hvordan jeg som ung ikke kunne gå to skridt ved siden af min daværende kæreste uden, at vi i hvertfald SKULLE holde hinanden i hånden. For der var Fanden galeme ikke nogen, der skulle komme og sige til mig, at det kunne man ikke! Det blev faktisk lidt anstrengende indimellem. For ærlig talt - det ER jo ikke altid, man lige er til at holde i hånd... Og jeg husker, hvordan vi altid SKULLE stille os op og kysse her og der og allevegne, igen fordi, det var der i hvert ingen, der skulle fortælle os, at vi IKKE skulle. Provokatationen dengang var jo nødvendig på en måde - der VAR vitterlig mange bøvehoveder derude, som trænge til at se, at jo, det kunne man altså godt som to fyre, og nej, vi ville ikke gemme os! Og ja, der var da også en vis fryd forbundet med at forarge borgerskabet dengang. Men igen - det blev jo lidt anstrengende. For det var jo netop ikke helt frit, utvungent og naturligt, men altid noget, der blev fulgt af fornemmelsen af oprør og trods. Nu skulle vi fandeme vise dem, skulle vi!
  Idag går jeg og min mand faktisk meget sjældent og holder hinanden i hånden. Det føles ganske enkelt akavet. Vi passer fint sammen på så mange andre måder, men når vi engang imellem tager hinandens hånd under en gåtur, kan vi mærke, at vi går ude af takt, at vores hænder på en eller anden måde føles akavede i hinanden, mens vi går. Og fred være med det. Og... ja, så ligger der faktisk også den lille snert af erkendelse af, at nej, lige her og nu gider jeg ikke være den interessante giraf, som folk glor på - ikke hele tiden, i hvert fald. For, jo folk glor jo stadig. Lidt. Ikke så meget som før, og der bliver ikke råbt efter os, som der blev, da jeg var ung; det er i hvert fald sjældent - dengang var det hverdagskost -men jo, vi er på en eller anden måde stadig dagen lille kulørte indslag, når vi en sjælden gang går hånd i hånd, og det er ikke altid, jeg gider det.
  For træerne vokser jo ikke ind i himlen. Der er sket meget, og gudskelov for det. Men de to unge fyre på stranden ligger netop sammen med en flok piger, og ikke sammen med en flok, der også indbefatter såkaldt almindelige heterofyre. Og det er næppe tilfældigt. Og da de senere går tur langs vandet, holder de trods alt ikke hånd - de orker nok heller ikke være dagens kulørte indslag. Eller også går de også bare ude af takt? Og det skal de jo have lov til.
  Men det var et rart syn at se dem nyde hinanden. Og jeg blev lidt varm og glad indeni, som man som del af et mindretal altid bliver, når man ser nogle andre, man kan spejle sig i. Det har man brug for.
  Det var såmænd bare det, jeg ville sige!
  Hej!

Hunde er ikke børn!

  Igår søndag middag kom jeg hjem fra fitnesscentret, som sædvanlig i forventningen om at blive overfaldet af to glade hunde, Ludvig og Karlo. I stedet kom kun Karlo ud, efterfulgt af min mand Finn, som var opløst af tårer. Han var kommet hjem fra sit job som organist lidt før mig og var blevet modtaget af begge hunde, som havde hoppet glade op og ned ad ham, løbet frem og tilbage, som de plejer. Men med ét havde Ludvig givet et kort hyl fra sig, faldet om på gulvet og med et par små spjæt var han pludselig død, 13 år gammel. Et pludseligt hjertestop.

  Det er trist og chokerende så pludseligt at skulle miste et kært væsen. Et væsen, man har elsket højt, og som har bragt en så mange glæder. Vi vidste, han var ved at være gammel, men havde troet, han skulle holde et par år endnu, for de små pudler kan snildt blive både 15 og 16 år gamle. Men midt i chocket var det også en lettelse og en vemodig glæde, at han slap herfra så let of smertefrit, midt mens han var igang med at lege.

  Behøver jeg at fortælle, at vi begge græd meget igår? Jeg sad længe med min gamle ven på skødet og knugede ham til mig, mens tårerne fik frit løb. Tog mig oven i købet i at forsøge at ruske liv i ham, for det kunne da ikke passe... Han blev begravet i haven ved siden af vores gamle kat Valde, som vi mistede for tre år siden. Også dengang blev der grædt igennem.

  Som med så mange andre hændelser skrev jeg også lidt om Ludvigs død på Facebook. Fik masser af søde og kærlige hilsener, og det var fint. En af de mange hilsener sagde det, jeg så tit har hørt sagt i venlighed, at Ludvig jo var vores barn. Og her måtte jeg så takke pænt, men alligevel protestere; nej, Ludvig var ikke vores barn. Han var vores hund. Som jeg har protesteret hver gang, jeg har hørt nogen sige sådan.

  For det første gør man ikke hundene nogen tjeneste ved at bilde sig selv ind, at de er ens børn. Hunde er hunde, og ikke mennesker. De reagerer som hunde, opfører sig som hunde og tænker og føler ikke som små mennesker. At bilde sig selv andet ind er at stikke sig selv blår i øjnene. Og det gavner ikke hunden. Hunden har krav på at blive mødt og behandlet som det væsen, det dyr den er. Et dyr, som knytter sig til én takket være hundenes enestående flokmentalitet, og et dyr, som vi knytter os til, fordi de giver os en masse gode stunder sammen med dem. Og ja - jeg vil da godt gå så langt som til at indrømme, at i kraft af, at vi ingen børn har, så kommer vores hunde da til at fylde mere i vores liv, end hvis vi havde børn. Men de hverken kan eller skal erstatte børn.

  Allerede som sekstenårig, da jeg indså, at jeg var bøsse, indså og accepterede jeg også, at jeg ikke ville komme til at få børn. Og det har jeg levet fint og godt med siden. Jeg konstaterer, at idag brydes familjenormerne op på mange ledder, og fred være med det. Lad de bøsser og lesbiske og enlige, som finder veje til alligevel at få børn, gøre det, hvis det er det de vil. Det har bare ikke været mit ønske. Jeg kan ikke rigtig sige mig fri for en lille gnavende fornemmelse af, at når så mange idag partout vil have børn på trods af, at de lever i omstændigheder, hvor dette ikke ellers ville ske af såkaldt "naturlig" vej - hvad "naturlig" så end vil sige - så er det også i en iver efter at passe ind i en normalitet, som de egentlig ikke rigtig passer i. Og jeg kan ikke lade være med at fundere over, om det med tiden kommer til at lægge et større pres på de af os, som ikke går den vej - om vi dog ikke kunne tilpasse os lidt mere?

  Ligger der i virkeligheden i de venligt misforståede ord om, at hundene jo er vores børn, et lille forventningspres om at få vores livsform som anderledes til at passe ind i det almindelige far-mor-og-børn-billede? På samme måde, som når folk i ramme alvor kan finde på at spørge mig, hvem af os herhjemme, der er manden, og hvem der er kvinden? Fordi så bliver det lettere at få til at glide ned, at vi er lidt.... mærkelige... Meget søde, men lidt mærkelige. Ligesom den enlige må være mærkelig, for man skal da have en familie? Og når jeg forklarer, at her er der altså ingen, der er "kvinden" - hvad det så end betyder - vi er begge to mænd - hvad det så end betyder. At hverken Finn eller jeg pludselig bliver forvandlet til en kvinde, hvis vi en dag laver mad eller gør andet af det, man af for mig ubegribelige årsager stadig betegner som kvindeligt. (Se i øvrigt mit tidligere indlæg om "rigtige drenge" og "rigtige piger").

  Det var så bare lidt tanker forårsaget af en sød og velment hilsen i anledning af vores ene hunds død. Vores hund, som har haft et fint og godt hunde-liv, med alt hvad det indebærer af opmærksomhed, gnasken i kødben, guffen i stinkende tørrede oksehuder, mæsken sig i kattelort, når vi ikke nåede at stoppe det, tullen sig i ildelugtende kadavere på stranden, så han måtte vaskes bagefter, graven huller i haven og så videre. Og når man anskaffer sig en hund, ved man også, at man får en stor sorg, den dag den dør. Men også at sådan må det jo være, da de ikke lever længere, end de gør. At miste et barn ville unægtelig være en helt anderledes katastrofe. Med hunden ser vi med vemod og masser af taknemlighed tilbage på alle de glæder, den har givet os.

  Og lige nu sidder et-årige Karlo så ved siden af mig og gnasker lyksaligt i et oksehudsben. Han skal så give os mange nye glæder i de kommende år. Heldigvis.
 

Levende børn!?!

  Undskyld, men jeg undrer mig sgu! Hver gang, jeg kommer kørende på en eller anden vej, og ser, at nogen har sat et skilt ud på vejen, hvor der står "Pas på - levende børn!"

  Ja, jeg HAR sgu da aldrig oplevet at komme kørende på en vej, hvor det flød med døde børn! Hvad ville det ikke ligne? Den samme undren kommer op i mig, når jeg i bagruden på en bil ser skiltet : "Levende børn i bilen." Ja, hvor tit kører vi rundt med døde børn på bagsmækken? Nogen gange står der også bare "Børn i bilen," og JA, jeg ved da godt, at meningen er, at så skal vi tage ekstra hensyn - for så vidt fint nok. Jeg KAN bare ikke lade være med at danne mig nogle sære billeder oven i knolden af folk, der kommer kørende bag mig og tænker:

  "Nåh, der står jo IKKE noget med "børn i bilen" på den der øse foran mig, så den potter jeg sgu lige ind i! Eller:

  "Nåh, her er det kun voksne og gamle, der går over gaden, så her behøver jeg ikke passe på - dem kan jeg da bare køre ned!"

  Eller er meningen med "Børn i bilen"-skiltene, at jeg skal passe ekstra på, fordi føreren af bilen formodes at blive evigt distraheret af sit uopdragne krapyl på bagsædet, så vedkommende formodes at køre med hovedet under armen foran mig?

Hmm...
  JA - jeg VED godt, jeg skal køre ordentligt! Men derfor KAN man jo også lære sit præmieyngel, at de skal passe på - både i bilen og på vejene....
  Eller skal vi til at have en hel skilteskov med "Pas på, forvirrede ældre!, "Giv agt, stressede voksne!" og "Teenagers med ipods i ørerne forude!"?

Fisseletten ser sport!

Tænk. at det skulle overgå mig! Det havde jeg ligegodt aldrig troet. Jeg, gamle inkarnerede sportshader-fisselette har siddet og været nær ved at gnave en hel sofapude i mig af spænding over finalen i EM i håndbold, hvor de danske herrer som bekendt vandt i søndags. Og ved fru Gud i himlen, om ikke, jeg også sad og fulgte med, da de smækre yndlinge var på Københavns Rådhus mandag for at blive modtaget og høre på kronprinsens ubehjælpsomme, men - bevares - søde forsøg på at formulere en tale.
Her har jeg i årevis raset mod enhver form for tv-transmitteret sport og fnyst hånligt og fuld af foragt, og så sker dette! Verden er af lave! Hvad bliver ikke det næste? Nå, men én ting er jeg sikker på: fodbold kommer jeg sgu aldrig til ar følge med i! Der sker jo ikke en skid. Man sidder i to gange 45minutter og siger: "Synd, mand!" hver gang, der alligevel ikke kom et mål ud af det. Så er der da anderledes fut over håndbold! Og så appelerer håndbold tilsyneladende til en anden kategori af udøvere; nogle med bare lidt mere hjernekapasitet end den gennemsnitlige fodboldspiller, som kun kan tale i nutid og dårligt sætte to sammenhlængende sætninger sammen, når de skal udtale sig efter kampen.
At sportstrænede unge mænd er et behageligt syn, gør selvfølægelig ikke oplevelsen af kampen mindre. Hvor får jeg dog lyst til at klappe den lille, nuttede Anders Eggert oven på hovedet og give ham en krammer. Han ER da yndig! Så mangler vi bare at tv-kanalerne udvider deres public-service-forpligtelse og følger med ud under bruserne efter kampen. SÅ var der da valuta for pengene!

Ud af homo-båsen?

  Forfatteren Kristina Nya Glaffey bliver i sektionen Bøger i dagens Politiken (21/1 2012) interviewet i anledningen af hendes roman "Padder og andre krybdyr". Her gør hun opmærksom på et dilemma, som jeg godt kan nikke genkendende til: At vi som homoer tit bliver sat i bås med - og også kommer til at sætte os selv i bås med - alle andre homoer og derfor ofte krummer tæer, når en af slagsen siger eller gør noget tåbeligt, f.eks. på TV. At vi så sidder og føler vores identitet tilsmudset af de andres dårlige smag.
  "Når jeg ser endnu et indslag i TV-avisen om et lesbisk par, der gerne vil giftes i ens brudekjoler, så bliver jeg irriteret," siger hun. "Fordi jeg føler, det har noget med mig at gøre. Som om deres livsstil og valg smitter af på mig. Men det er jo komisk og siger mest om mig, at jeg opfatter det på den måde. En heteroseksuel mand bliver jo ikke pinligt berørt over andre mænds uheldige udtalelser i medierne. For det siger ikke noget om ham."
  Kors, hvor jeg kender det! Hvor tit har jeg ikke siddet og græmmet mig, når jeg (af en eller anden grund) igen har siddet og set på "Dagens mand med bøsser" på TV2. Skreget til skærmen, at hvorfor Helvede skal de absolut finde sådan en samling over-opkørte, giftige og skabagtige hu-hej-bøsser? Og hvorfor Fanden skal VI altid præsenteres som "farverige bøsser"? Og jo - jeg kan selv godt lide at være sjov og farverig - men sgu da ikke helt tiden.... Problemet ligger jo netop i det der "VI", som jeg pr automatik kommer til at sætte foran ordet "bøsser", hver gang nogen af slagsen toner frem på skærmen. Som om jeg forventer, at de skal repræsentere mig i et og alt, blot fordi vi har dette ene - vores seksuelle præference for vores eget køn - tilfælles. Og hvor tit har jeg ikke krummet tæer, når en eller anden bøsse har udtalt sig tåbeligt i TV? Når en flok hujende Grand-Prix-elskende bøsser med løse håndled og stemte s'er fortæller, at det zimpelthen er zå zindsygt zkønt at ze Grand Prix. Støn!
  Jeg mindes en fødselsdagsfest for en af mine bekendte for nogle år siden. Fødselaren var bøsse ligesom mig selv, og det samme var størstedelen af de fremmødte gæster. Alligevel følte jeg mig gevaldigt udenfor og tumlede med, hvordan det dog kunne være. Jeg var af egen fri vilje flyttet til provinsen noget forinden, nød min tilværelse med min mand i relativ ro og fred på Falster og havde venner og gode bekendte hernede, som jeg havde langt flere interesser tilfælles med end den flok "forrygende", opkørte og hvinende bøsser, som var majoriteten i selskabet. Da vi skulle spise, stillede jeg mig lidt i baggrunden og så på, hvordan folk bænkede sig ved bordene. Alle de andre bøsser fandt sammen ved borde, hvor der blev råbt og hujet, og jeg fandt mig så - som den eneste bøsse, kunne jeg fornemme - et bord, hvor alle de andre så ud til at være heteroseksuelle. Og hvordan kunne jeg se, at de var det? Tja, de téede sig ikke på samme måde som alle de "forrygende"og sad og udstrålede en lidt forsigtigt måbende, men - fornemmede jeg - også lidt anstrengt velvillig beklemthed over det selskab, de var havnet i. Der satte jeg mig og åndede lettet op over at kunne samtale stille og roligt og slippe for at spille med på rollen som opkørt skrige-svans. Den rolle havde jeg spillet så rigeligt som ung, men orkede ikke at blive hængende i den på samme måde som mine jævnaldrende "medsøstre" i selskabet. Og ja, så var de altså bare en af de der aftener, hvor jeg var mest i humør til at være afdæmpet.
  Jeg hører tit fra søde og velmenende heteroer, at ih, de kan så godt lide bøsser, for de er altid så søde, de er altid så kreative, de er altid så sjove o.s.v. o.s.v.. Og jeg protesterer som regel - når jeg orker det - og siger, at jeg altså kender masser af bøsser, der er nogle dumme svin; jeg kan oven i købet (som alle andre) selv være et af slagsen en gang imellem. Og jeg har mødt masser af bøsser, der er røvkedelige, og ja; jeg kan også selv være det indimellem. Og gider altså ikke blive sat i bås!
  Jo, der er ting, vi homoer har til fælles. Følelsen af at tilhøre en minoritet med alt hvad dertil hører af muligheder for misbilligelse, seen skævt til og fordomme. Og det giver os en fornemmelse af samhørighed, som både kan være vigtig og befriende. Når og hvis man føler sig truet og set ned på, har man brug for nogen at føle samhørighed med. Og nogen at grine sammen med. Den rå og ironiske tone, som mange bøsser har taget til sig, har været et effektivt værn mod en misbilligende omverden. Men i takt med, at fordommene nedbrydes, og vi opnår større ligestilling, bliver der plads og rum til at opdage, hvor forskellige vi også er - og gudskelov for det. Og derfor søger flere og flere af os ud af den homoseksuelle subkultur og finder fællesskab andre steder, med folk, vi deler (andre) interesser med, deler holdninger med og kan spejle os i på andre områder end lige det seksuelt definerede. Og det er forfriskende. Og så kan vi derudover også finde fællesskab i homokulturen - af og til.
  Men når jeg siger, at jeg ikke vil sættes i bås, bliver jeg nødt at huske på på, at jeg så også selv lade være med at anbringe mig i den dér bås - hele tiden.
 

"Rigtige" drenge og "rigtige" piger

Ligestillingsminister Manu Sareen har være ude på sin facebookprofil og undskylde, at han har skældt ud på LEGO over, at de har lanceret et nyt legetøj, specifikt målrettet piger, med lyserøde klodser og fyldt med såkaldte pige-univers-ting. Jeg synes ikke, han har grund til at undskylde. At han tillader sig at gå i rette med et af vore nationalklenodier, LEGO, får åbenbart folk op i det røde felt. Men jeg synes, han har fat i noget væsentligt.
I løbet af 70'erne gjorde vi voldsomt oprør med kønsrollerne, som vi syntes var alt for stereotype og som låste os fast i nogle firkantede kasser, det kunne være svært at trække vejret frit i. At opgøret måske nogen gange røg ud af tangenten, er nok velkendt. men jeg skal da ellers også love for, at piben har fået en anden lyd siden!
Idag bliver vi på mange fronter igen bombet tilbage i snævre kasser, hvorpå der med store fede typer står "Rigtige drenge" og "Rigtige piger". I efteråret hørte jeg i Radioavisen, at pædagoger i nogle af landets børnehaver af bekymrede forældre bliver bedt om at sørge for, at deres drenge ikke kommer til at lege med såkaldt pigelegetøj. Ugeblade og andre medier er fulde af opskrifter på, hvordan man finder sin "mandighed" eller "kvindelighed" frem. Vi bliver tudet ørerne fulde af, at drenge er til geværer og krigslejetøj, og at piger er til flæser, pynt og dukker.
Pigerne oplæres i at være storforbrugere af lyserøde cupcakes samtidig med, at de dæleme har at leve op til de mere og mere krævende normer for slankhed og den perfekte krop. Mænd forventes at varte kvinderne op, betale regningen, når de er ude med en kvinde - ellers er de ikke "rigtige" mænd. Vi er tilbage der, hvor forskellige karakteregenskaber i ramme alvor omtales som værende enten maskuline eller feminine. Og jeg hører mænd, der i ramme alvor siger, at man ikke er en rigtig mand, med mindre man står op, når man tisser!Så fri mig dog for det vrøvl!
Jo, bevares - statistisk skal det MÅSKE nok passe, at der er rester af vore urinstinkter, der gør, at den gennemsnitlige mand på nogle områder reagerer anderledes end den gennemsnitlige kvinde. Men lur mig, om ikke opdragelsen og forventningerne spiller en meget mere afgørende rolle. Spædbørns antenner observerer hurigt, at der er positive points på opmærksomhedskontoen, når de lever op til forældrenes forventninger. Så den lillebitte dreng observerer hurtigt, at reaktionerne er positive, når han opfører sig som korrekt, lyseblå macho i lilleputudgave, mens der er bekymrede miner, hvis han  - oh skræk, oh rædsel! - giver sig til at lege med dukker, plukker blomster og foretrækker pink. Og den lille pige lurer hurtigt, at der bliver klappet begejstret i hænderne, når hun hengiver til sysler, vi opfatter som "feminine", mens der bliver set lidt skævt, når hun kaster sig over brandbiler og giver sig til at ville spille fodbold. Så de retter ind, og så kan de begejstrede forældre juble og sige: "Se selv; det ER naturligt for en dreng at være buldrende, frembusende og udadvendt, og for en pige af være blid og forsigtig."
Så kan man jo spørge, hvad der sker ved det? Jeg synes, mangfoldigheden går tabt og vi ryger tilbage i en fattig ensporethed. Og det er sgu trist! Og så er det synd og beklageligt for de drenge og piger, kvinder og mænd, som bliver latterliggjort og set skævt til, fordi de ikke passer ind i stereotyperne. Jo, bevares - den såkaldt feminine fyr kan opnå en slags accept som festlig klovn - man bliver han taget alvorligt?
Hvad gør disse køns-streotyper ved vores arbejdsmarked, ved vores muligheder for at udfolde os og for at leve og være hele mennesker?
Jeg synes, vi trænger til et nyt og nuanceret kønsrolleopgør!

Det græske "kongehus"

I disse dage kan vi alle svælge i kongerøgelse på skærmen i anledning af Daisys 40-års jubilæum som dronning. Og ja, jeg svælger da med - med vanlig splittet smag i munden. For trods min store skepsis overfor kongehuset som institution, så kan jeg jo ikke rigtig lade være med at holde af konen. Hun udfylder jo sin plads på fornem vis, og indrømmet, det giver også en fornemmelse af kontinuitet, at vi har en regent, som kan sidde og se tilbage på alle disse år, og som er en del af vores historie. Og så er hun jo ikke tabt bag af en vogn, den gode Daisy!
Hvad der dog virkelig kan få mig op i det røde felt, er den konstante refereren til søster Anne-Maries mand som kong Konstantin. Konge af hvad, om jeg må spørge? Manden er sgu da eks-konge! Blev kylet ud af Grækenland engang i 60'erne - og nej - de vil IKKE have ham tilbage! Det er der blevet stemt om, og han kommer ikke tilbage. Ergo er Anne-Marie ikke dronning, men eksdronning. Og sønnen Pavlos er ikke kronprins af noget som helst, men slet og ret en forretningsmand, som forresten er i familje med vores dronning og vores prinser.
At vedblive med at kalde disse grækere og for den sags skyld andre afsatte, kronede hoveder for kongelige, er virkelighedsfornægtelse og royalt røvslikkeri af værste skuffe. Så hold dog op med det!
Gudskelov havde jeg rigeligt med god hvidvin og god chokolade ved min side ved lørdagens transmission af de royale begivenheder, så min galde blev mildnet og til at bære. Jeg kunne jo også bare lade være med at se det - men hvad skal jeg så hidse mig op over? :-