mandag den 9. april 2012

Tillykke med hykleriet!

Så skal vi fanden hyleme til det igen: årets store parade udi massehykleri - med andre ord; konfirmationstiden nærmer sig. Adskillige tusinder af unge piger og drenge ruster sig til at stille sig op i kirken og bekræfte deres dåbsløfter. Men spørger man de unge til deres forhold til kirken, mødes man for langt de flestes vedkommende med et lidt pinligt fnis. Alt det der med Gud og Jesus er ikke noget, der skal tales alt for meget om - det er jo herre-kedeligt!
Lad mig slå fast, at nogle af de meget få, unge mennesker, der reelt mener det med kirken og troen alvorligt, er så ulideligt frelste, at det nogen gange ikke er til at holde ud at høre på. Men de mener det trods alt, når de stiller sig op of bekræfter deres tro, så dem har jeg trods alt en gnist af respekt for. De mange tusinder af unge, der helt åbenlyst går ind til at stille sig op og hykle i kirken og med et fjollet, kejtet grin bilder os ind, at de vil bekræfte en tro, de ikke har den ringeste anelse om, hvad drejer sig om - dem hverken kan eller vil jeg respektere!
Hvorfor FANDEN opdrager vi dagens ungdom til, at der vanker stor fest og belønning, når man stiller sig op og hykler? Er der nogen af dem, der går op ad kirkegulvet uden køligt at beregne, hvor mange tusinde kroner, de mon vil kunne sætte ind på deres konto dagen efter konfirmationen? Og hvor stor konkurrence er der ikke gået i at kunne vise sig frem foran kammaraterne som den, der har det sejeste konfirmations-outfit, er blevet stylet dyrest og flottest op i en grad, så det bliver svært at overgå, den dag, de måske skal giftes? Og i at kunne blære sig med at blive afhentet i limousiner, mens de drikker dyr champagne, som de alligevel ikke har hverken udviklede smagsløg eller klasse nok til at sætte pris på?
Forkælede møgunger! Giv dem en skål havregrød, en billig cykel og et fast (HÅRDT) job efter skoletid, så de kan tjene til at få opfyldt nogle af de ønsker, de idag tager som givet, at de bare får leveret. Giv dem noget modspil og MODSTAND, for Helvede. Vi er godt igang med at udvikle endnu en generation af ulideligt selvoptagede egoister, som intet aner om fællesskab, forpligtelse og hårdt slid. Jeg brækker mig!

Nå, så fik den sure, gamle stodder her da lidt luft! Ah!