Vold mod ytringsfriheden

Digteren Yahya Hassan blev forleden overfaldet og tæsket på Hovedbanegården i København.  Overfaldsmanden er en tidligere terrordømt herboende palæstinenser, som har set sig gal på Yayha, fordi han i sine digte tillader sig at være kritisk overfor dele af sit eget indvandrermiljø og overfor islam. Voldsmanden råbte oven i købet "VANTRO" efter Yayha, mens han uddelte sine spark og slag.
  Som et af de mennesker, der gerne vil være åben og forstående overfor flygtninge og indvandrere, er det forstemmende, at den slags sker. Jeg er en af dem, som græmmer mig over især DF, som jeg konsekvent omtaler som Dansk Floskelparti, da de i deres retorik overfor indvandrere betjener sig af  af et hadefuldt fjendebillede og et billede af det at være dansk, som jeg ikke vil identificeres med. Jeg forstår den frustration, mange af anden etnisk herkomstens dansk giver udtryk for, når de igen og igen mødes af mistænkeliggørelse og foragt.
  Men kæden hopper af, når især muslimer kaster om sig med eder og forbandelser mod alle de mennesker, de opfatter som "vantro". Når de taler om, at man "krænker" deres tro, bare man tillader sig at stille spørgsmålstegn ved den. Ethver tro, religiøs eller politisk, må kunne tåle, at der bliver stillet spørgsmål til den. Og hvis troen er stærk nok, skulle man tro, den kunne holde til nok så megen "krænkelse". Ellers er den vel ikke meget værd.
  Jeg giver ikke meget for den overdrevne finfølelse, visse religiøse har over for negative ytringer om deres tro. Så tag jer dog sammen! Tag en tudekiks, for Fanden! Især i muslimske miljøer gør man så meget ud af, at mænd skal være "rigtige" mænd - hvad det så end vil sige. Hvordan hænger det sammen med, at de mest nærtagende tudeprinsesser ofte netop er muslimske mænd, som ikke tåler, at man siger noget grimt om deres Gud, deres profet eller deres Koran? Jeg fatter det ikke - og VIL ikke fatte det. Hvor er det stærke i troen henne, hvis de troende er så ømskindede og nærtagende, at de farer i flint og truer med både vold og død, når nogen "håner" deres tro?
  Lad det være sagt tydeligt: Jeg kan ikke lide hverken Lars Hedegaard eller hans hetz mod muslimer, men uanset, hvad manden har lukket ud, så er der INTET, der berettiger, at man truer ham på livet eller overfalder ham. Og det er da muligt, man i islam mener, at man ikke må tegne Muhammed, men der berettiger INGEN til de trusler, Kurt Vestergaard eller de andre tegnere fra Jyllandsposten har været ude for. Vold bliver aldrig en legitim måde at argumentere på, og den, der truer med vold eller anvender den, stempler sig selv som alt andet end respektabel.
  I Danmark og de fleste af de lande, vi sammenligner os med, har vi ytringsfrihed. Og den skal der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Og uanset om man mener, man bliver udsat for hån, kan det aldrig legitimere, at man griber til vold eller trusler som svar. Derfor er jeg, som selv er bøsse, også modstander af, at vi skal være beskyttet af racismeparagraffen. Lad dog folk ytre sig, selv nok så tåbelige. jeg vil hellere se mine modstandere ude i lyset end leve med en skjult fjende, og jeg er ikke mere sart, end at jeg godt kan svare igen. Så også jeg må leve med muligheden for at blive "krænket". Ofte er det bedste middel mod den slags faktisk en rungende latter.
  Så hvor er visse muslimers humor og selvironi henne, hvis de ikke tåler, at man "krænker" ders tro? Hvor er deres sans for proportioner i deres fornærmethed henne, når de rask væk omtaler andre som "vantro", "hunde", "urene" eller "ludere", fordi de tillader sig at have et andet værdisæt? Hvor er deres realitetssans, når de kræver at blive "respekteret", et udtryk, jeg ofte har hørt dem bruge, men ikke selv respekterer, at der findes andre sandheder end deres egne?
  Det bedrøver mig inderligt, at den forståelse, jeg så gerne ville vise overfor mine nye landsmænd så ofte bliver sat på en hård prøve. Det gør det så uendelig svært for de af os, som gerne vil være åbne overfor det, som ikke ligner os selv, når de mennesker, vi egentlig gerne ville støtte, i den grad forærer gratis skyts til Dansk Floskelparti og det, der er værre. Det er ikke alene sørgeligt. Det er decideret dumt.
  Yayha Hassans opgør med volden i sin barndom om med manglen på vilje til integration i hans eget miljø kunne blive startskuddet til en mere nuanceret debat om indvandringen og de problemstillinger, den er forbundet med på godt og ondt. Den debat må ikke kvæles i trusler og vold. Og det må aldrig blive voldsmanden, der skal gøre krav på forståelse. Hverken den voldsmand, som vil smadre bøsser, den som vil smadre muslimer, eller den som vil smadre de såkaldt "vantro". Det forbyde Gud. Hvordan han eller hun så end måtte se ud.

Forelsket i Amsterdam

Jeg er nyforelsket. Nej - jeg har ikke fundet en ny kæreste! Har stadig min søde mand. Men jeg har forelsket mig i en by. Jeg sidder på en lille hyggelig café i Amsterdam efter en skøn weekend. Har aldrig været her før, men er blæst bagover af begejstring!

Ud over at være urtolig smuk med de karakteristiske, smalle huse ned til alle kanalerne, så er der noget andet, der fængsler mig endnu mere ved byen, og det er selve stemningen hernede. Amsterdam er utrolig tæt befolket, og det kunne i sig selv have givet en masse spændinger og en knuget stemning i byen, men jeg oplever det stik modsatte. Folk virker ualmindeligt afslappede - og nej, jeg tror ikke, de skyldes, at de allesammen har benyttet sig af byens lempelige forhold til cannabis. Jeg tror ganske enkelt, at selve tætheden - det at så mange forskellige mennesker er pakket sammen på så relativt lille et område - har gjort det til en nødvendighed for befolkningen at udvikle en overbærenhed, en afslappet tolerance overfor hinanden. Desuden er byens befolkning sammensat af folk fra mange forskellige kulturer. Alle nuancer af hudfarver ses hernede, og det ser umiddelbart ikke ud til at give de store spændinger, nærmest tværtimod.  Man omgås hinanden med en tilbagelænet selvfølgelighed, som jeg finder meget, meget vederkvægende.

Med til det behagelige indtryk spiller ind, at her er relativt få biler. Til gengæld er her sporvogne og en Guds velsignelse af cykler. Mange flere end i København! Alle aldre og typer hjuler rundt på nogle solide, praktiske og alt andet end prangende havelåger med plads til børn og hunde og alle indkøbene på ladet foran og bagpå cyklen. Cykeltrafikken er lidt kaotisk, men man finder ud af det og kører ind og ud mellem hinanden med et smil på læben.
Og så slår det mig, at hernede føler jeg mig med mine snart 55 år ikke spor gammel! Det skyldes, at folk i alle aldre myldrer ind og ud af de mange små, sjove butikker med farverigt tøj, og dem på min egen alder og ældre står ikke tilbage for at lade kreativiteten blomstre i deres påklædning. Det blev slående igår, da vi mødte, den skønneste gamle dame med rolator, som med et stort smil på læben var ude og lufte sit højt opsatte hår og sin spraglede påklædning. Rank og stolt hjulede hun afsted med sin rollator og havde overskud til at blinke til mig, da jeg smilede til hende. Skønt!
Om eftermiddagen sad vi og fik en øl på Rembrandtplein, et dejligt torv med grønt græs, hvor folk lå og nød forårssolen. En stor flok motorcyklister ankom under stor larm og parkerede deres kværne på torvet. Straks var en polibetjent henne hos dem; en stor, robust kvinde, med langt krøllet hår ud over sin politiuniform. Med et stort smil på læben fik hun venligt, men bestemt overtalt dem til at parkere lidt mere hensynsfuldt, så folk kunne komme frem og tilbage på pladsen. Men det skete med grin, latter, et lille klap på skulderen og venlige grin tilbage fra motorcykelfyrene. Ingen antydning af konfrontation, men bare venlighed og en stemning af, at det her finder vi nok ud af!

Byen er også kendt for at rumme et utal af bøssebarer. Dem har jeg ikke haft synderligt behov for at frekventere, for overalt i byen hviler der den her stemning af, at du kan være lige, som det passer dig. Men det hører med til rummeligheden, at de er her. Ligesom alle sexshoppene, de åbentlyse prostituerede, coffeeshoppene, hvor folk ikke kommer for at drikke kaffe, men for at ryge sig skæve helt legalt. Det har jeg ikke selv benyttet mig af, men den selvfølgelighed, hvormed man KAN gå på bar og ryge sig skæv lige ved siden af en fancy restaurant, hører med til billedet af en by, jeg gerne vil besøge igen og igen. Næste gang skal jeg også se på kunst, som her er masser af, men denne gang har jeg haft rigeligt i at nyde stemningen og den gode mad.
Herligt, at det findes!

Fri mig for undergangen!

Nede på et bjerg i Frankrig vrimler det i disse dage med folk, der med den hellige frelstheds stråleglans i øjnene danser kædedans med hjemmelavede hatte af sølvfolie af den slags, vi andre bruger til madpakker. Når de ikke danser kædedans sidder de i meditativ tilstand eller ligger ned for ligesom at mærke bjergets "energier". De fastboende går rundt og glæder sig til, at hele hurlumhejet er overstået, og alle dise alternopater pakker deres rygsække og rejser hjem igen. Og det kommer de til på lørdag, formodentlig godt slukørede.

De fikse madpakke-hatte skulle angiveligt øge deres chancer for at blive taget med ombord i UFO. Rumvæsener har åbenbart en svaghed for sølvfolie! Når disse glade alternopater så gerne vil fragtes væk i en UFO, er det fordi de er overbeviste om, at Jorden går under på fredag d. 21/12 2012. Det har de udledt af at studere Maya-indianernes gamle kalender, som slutter netop den dato.
Jamen, det er da mageløst, hvad folk i deres higen efter ny mening med tilværelsen kan få sig selv til at tro på. Og ja, jeg skal gerne indrømme, at jeg selv i mine yngre dage har smagt på mangt og meget af det, man betegner som New-Age. Positiv tænkning, buddhisme, biodynamisk gedemalkning, krystalpendulering og falden i svime over Shirley McLaine og hendes bøger om reinkarnation; been there, done that.
Så meget desdo bedre føles det at være landet så nogenlunde sikkert på begge ben med en (efter sigende) sund gang skepsis over for alt dette Aura-for Laura-væsen. Set i bagklogskabens ulideligt skarpe lys må jeg idag klukke af grin af alle de flips, jeg har kørt med på. Og ja, jeg har også læst Lars Muhls bog om hans møde med den såkaldte mester på omtalte bjerg i Frankrig, hvor "energierne" (suk!) skulle være ekstra stærke. Den hoppede jeg så ikke lige på. Tænkte vel nærmest, at manden måtte have drukket af natpotten - vel at værke en natpotte, som var blevet brugt af en mescalin-misbruger eller lignende.
Nej, jeg glæder mig til, at livet går videre efter på fredag. Og så er jeg spændt på, hvad alle alternopaterne så finder på næste gang, de skal finde en kæphest, de kan skamride - en ny fikst udtænkt knage, de kan hænge deres higen efter spænding i tilværelsen op på.

Nej, Helle Thorning er ikke homofob!

Det har vakt stor medie-opstandelse, at vores statsminister Helle Thorning i lørdags i Politiken gik ud og afviste, at hendes mand skulle være homoseksuel. Baggrunden for dementien er påstande, som vil komme frem i den undersøgelseskommission, som skal afdække SKAT-Københavns læk til medierne i den nu forlængst overståede skattesag, hvor Helle Thornings mand Stephen Kinnock blev frifundet for forsøg på skattefusk. Og hvor dele af den tidligere regering er kommet i et særdeles uheldigt søgelys.

Mange har taget sig til hovedet og undret sig over, hvorfor i alverden Helle T nu går ud med sådan en melding. Mange har - med god grund - spurgt sig selv, hvad i alverden det dog vedkommer offentligheden, om statsministerens mand skulle være til det ene eller det andet eller det tredje. Og nej, det vedkommer da sådan set heller ikke os.

Mange vil da også beskylde vores statsminister for dobbeltoral, når hun den ene dag går med i Gay-Pride-optoget for at bakke op om homoseksuelles rettigheder, og så kort tid efter går ud og overhovedet bruger energi på at slå fast, at nej, hendes mand er altså IKKE bøsse. Nogle vil - i den politiske korrektheds navn - himle op om, at hvis man er optaget af at benægte en eller andens homoseksualitet, så MÅ det da være tegn på, at man inderst inde er en fæl homofob. Så er det, jeg får lyst til at sige: Tag lige og klap hesten!

Helle Thornig ved, at i det øjeblik undersøgelseskommissionen går igang, vil det komme frem, at parrets tidligere revisor har påstået, at hendes mand skulle være homo-eller biseksuel. Og i det øjeblik vil medierne svælge i netop det og dermed stille spørgsmålstegn ved parrets ægteskab. Det er desværre et faktum, at kendte mennesker og ledende politikere i særdeleshed må leve med, at deres privatliv konstant bombarderes af alle former for rygtedannelse. Så skal de skilles, så skal de ikke, og det er alt sammen ganske vist; især i det, vi kalder den kulørte presse, men også i blade som BT og Ekstrabladet, som kalder sig aviser, men som ofte ikke er andet end sladdersprøjter, desværre.

I påstanden om, at Stephen Kinnoch skulle være bøsse, ligger der også en påstand om, at hans og Helle Thornings ægteskab bygger på en løgn. Og det sætter et stort spørgsmålstegn ved en persons troværdighed, når man påstår, at hendes ægteskab er forløjet. Hvis nu den lokale sladder gav sig til at sprede rygter om, at min mand Finn i virkeligheden var til damer, ville jeg da også fare i flint og benægte det højlydt. Deri ligger der fra mig ingen fordomme eller afstandstagen overfor heteroseksualitet; bare en simpel konstantering af, at nej, sådan ligger landet så ikke for os. Den samme ret må man tilstå Helle Thorning: retten til at sige fra og sige, at sådan og sådan er det, og sådan er det så IKKE! Det gør hende altså ikke til homofob, som visse hystader vil påstå.

At gå ud og tage sagen i opløbet, som Helle Thorning her har gjort, er for mig at se et klogt træk. Og et godt forsøg på at tage brodden ud af en debat, der meget nemt kunne løbe helt af sporet. Om det er lykkedes, vil tiden vise. Man kan håbe det. Og håbe, at focus bliver på det væsentlige i den: Hvorfor har SKAT lækket oplysninger om den daværende statsministerkandidat til medierne, og hvilken rolle har den daværende regerings rådgivere - og hvad der er endnu værre: medlemmer  - spillet i det alt andet end kønne forøb.

Søndag morgen

Vågnede stille og roligt. Min lille hund Karlo strakte sig i sit leje under min ene armhule, lagde sin snude tæt op af min hals og gabte. Jeg kunne høre min mand Finn rumstere ude i køkkenet. Han er mere morgenmand en jeg. Selv nyder jeg at ligge lidt længe på mine fridage. Finn skulle til Væggerløse kirke og spille orgel. Jeg venter med at tage med ham, når han skal spille i Gedser Kirke i aften.
Inde fra gæsteværelset kunne jeg svagt høre min ene storesøsters snorken. Hun og svoger og deres lille hund ligger derinde. De er hernede på deres faste årlige sommerferiebesøg. Forude venter en uge med ture ud i det blå, restaurantbesøg, et par udstillinger, Nykøbing F-revyen, forhåbentlig et par dukkerter i Østersøen samt stille stunder, hvor vi allesammen sidder og læser lidt hver for sig. De er nemme at have på besøg; ved, hvor kaffen står, skal ikke serviceres synderligt og bruger vores hus og have som deres andet hjem, et sted, hvor de rekreerer og lader op. Det er dejligt at have gæster på den måde.
Jeg stod enelig op efter at have rodet rundt i sengen og leget med hunden, gik ud i haven, fodrede guldfiskene i dammen og gav kanariefuglene og dværgvagtlerne i volieren frisk mad og vand. Satte mig i morgenkåbe og kiggede på, mens de kastede sig over de agurketern, jeg have givet dem. Nød at vågne lidt mere op, mens at par af han-kanarierne sang deres smukke triller om kap med havens mange fugle.
Gik ind og fodrede Karlo, fodrede mig selv og satte mig til at hælde ugens rationer af livsforlængende medicin op i portionsæskerne. Sendte en kærlig tanke til Rigshospitalet, som har forvandlet min hivstatus fra en dødelig trussel til noget, jeg snildt kan leve med - og oven i købet leve meget længe med. Tak for det!
Nu begynder søster og svoger at rumstere rundt. Finder selv morgenmad. Om lidt kører jeg ind til Nykøbing og træner lidt i fitnesscentret. Når jeg så kommer tilbage, må vi se, hvad dagen ellers vil bringe.
Livet er nu egentlig en glimrende indretning!

De helliges flugt fra folkekirken

Jesus Maria! I diverse medier kan man nu erfare, at en del medlemmer forlader folkekirken for at danne nye frimenigheder. Det skulle ske i protest mod kirkeministeriet og den nye lov, som tillader homoseksuelle at blive viet i kirken. Flugten finder især sted blandt medlemmerne af Luthersk Mission, Indre Mission og andre fanatiske kirkebevægelser. Og ærlig talt - det kan jeg da kun græde tørre tårer over. Begge bevægelser er noget, Fanden har skabt en dag, da han var i særdeles ondt lune - hvis man ellers tror på Fanden, hvad de jo gør! Selv er jeg overbevist om at han/hun/den/det er en forskruet konstruktion for at skræmme folk til at makke ret og rette ind. Eller slet og ret et billede på den ondskab vi alle - også - har i os.

De forargede over muligheden for homovielser henviser igen og igen til Bibelen som Guds ord og til Tredje Mosebog, kapitel 18, vers 22: Hos en mand må du ikke ligge, som du ligger med en kvinde; det er en vederstyggelighed. Man glemmer bare at nævne, at lidt efter, i kapitel 19, står der: I må ikke runde håret på tindingerne; og du må ikke studse dit skæg. Hvor mange af de meget bibeltro retter sig lige efter det idag? I Femte Mosebog står der den herligste opremsning af dyr, man ikke må spise, da de er urene; ikke bare grisen, som vi smæsker os i især til en af de største kristne højtider, julen; nej, man må heller ikke spise harer, og heller ikke rejer og skaldyr, for af dyr, der lever i vandet, må man kun spise dyr med finner og skæl ifølge samme Moses. Struds er også strengt forbudt! Hvor mange kristne spiser ikke en gang imellem strudsekød, når de skal have noget lidt eksotisk?

Der er så mange forbud i Det Gamle Testamente, at det er til at blive svimmel af. Blandt andet skulle kvinder være urene, når de har menstruation, og der er strenge regler for, hvad de så må og ikke må imens. Og stort set alle kristne er enige om, at disse regler behøver man ikke rette sig efter. Henvisningerne til, hvordan husets herre måtte ligge med sin træl og reglerne for flerkoneri har vi jo også kasseret i vores moderne samfund. Disse mange regler gjorde Jesus på mange måder op med. Men lige det der med, at en mand ikke må ligge med en anden mand; det er der så stadig en del, som anser for meget vigtigt.

Bibelen er menneskers ord om Gud. Ikke omvendt. Den skal læses i den historiske sammenhæng, den er skrevet i. De var engang praktiske leveregler for de nomadesamfund, folk levede under på den tid, da teksterne blev nedfældet. Nedfældet af folk, som nok var inspirerede af troen og søgte sandheden; men netop af mennesker, med hvad dertil hører af menneskelige fejl og begrænsninger. Det er ikke en facitliste, man kan slå op i og finde alle svarene. Derved adskiller kristendommen sig fra både den orthodokse jødedom og fra islam. Som kristen er du nødt til at tænke selv - og det er selvfølgelig også besværligt! Men det giver os altså en frihed til at tage vores tvivl og fornuft med på råd, også selvom vi søger svar i vores tro - så stor og stærk eller lille og svag, den nu måtte være.

Jeg, en dræbersnegl

Venstres sammenbidte furie Birthe Rønn Hornbech har i en høring om homoseksuelle vielser udtalt, at dræbersnegle er nogle af de eneste væsener, for hvem det er normalt at parre sig med sit eget køn. I sandhed et rammende og poetisk billede, der her slipper ud under fruens vandondulerede manke!
Nu er jeg jo ikke som sådan tilhænger af at være hverken paranoid eller sart, så lad mig da vende billedet om og tage sammenligningen på mig: Måske er der i virkeligheden noget smukt over at blive sammenlignet med dette sejlivede bløddyr? For nej, uanset at mange pæne or ordentlige folk ikke bryder sig om homser, så er vi ikke sådan til at slå ihjel. Vi bliver ved med at myldre frem i tide og utide, selv der hvor folk helst var fri for vores tilstedeværelse. Nogle af os er oven i købet altædende - selvom vi da også er nogle, som giver os selv lov til at være kræsne, men hvad pokker... Nogle holder sågar til bag buskene i storbyens parker, hvor de kommer frem ved nattetide og gør unævnelige ting - pu-bad (så vidt jeg husker - det er længe siden...)! Og ligesom dræbersneglene er der da også mange af os, der er særdeles glade for øl, selvom vi ikke ligefrem drukner i det, når det bliver stillet frem.
Men der er nu noget ganske befriende over at være lidt slimet en gang imellem, så what the fuck! Lad blot Birthemusen fremture med sine poetiske billeder. Man kan dog spekulere på, om konen er på rød fluesvamp eller andet euforiserende, men lad det nu ligge! Kedelig er gimpen sgu ikke!