Noget om kirkeligt hykleri.

Det diskuteres livligt i øjeblikket, om bøsser og lesbiske skal have ret til at blive viet i kirken. Selv er jeg gift med min mand - eller som det egentligt hedder: har indgået registreret partnerskab med min partner - på rådhuset, og det lever jeg ganske fint med. Det var en fin dag og en fin ceremoni, men bevares, det er da et underligt begreb, dette registreret partnerskab, når man tænker over det. Det gør jeg så ikke så tit. Finn er min mand. Basta! Men ja, tiden må være løbet fra forskelsbehandlingen, og det er på høje tid at indføre et vielsesritual, hvor de viede ikke føler sig som andenrangs.
Jeg kan dog ikke rigtig løsrive mig fra den tanke, at langt de fleste af de par, der idag bliver viet i kirken, ikke gør det fordi de er syndeligt troende eller på nogen måde føler sig forbundne med den kirke, de bliver gift i. Langt de fleste sætter jo aldrig deres ben i kirken, og det er de da i deres gode ret til, men når de så skal giftes, skal det Guddødeme foregå i kirken, for det er jo så romantisk! Kirkerummet bliver altså anvendt som kulisse ved folks fester, ligesom det er tilfældet, når folk skal have deres børn navngivet. Jo, så skal det da også være rigtig barnedåb henne i kirken, men, hører man så: altså... kunne præsten dog ikke lade være med at tale så meget om Gud, når nu vi er kommet og gerne vil hurtigt hjem og holde fest? Behøver prædikenen virkelig være så lang, og kunne de ikke i det mindste tale om noget festligt, når nu vi er her med vores yndige lille præmieyngel og gerne skal have det lidt rart? Mange forældre er begyndt at efterspørge en rask lille, festlig dåb om lørdagen, så man slipper for at skulle sidde med til en hel, lang søndagsmesse.
De overser, at meningen med dåben - ud over at navngive barnet, faktisk er at indlemme ungen i menigheden. Få ungen navngivet borgerligt, for Helvede! Hvis I vil have ungen døbt i kirken, må I sgu kunne sige ja til hele pakken. Det andet er noget hykleri!
Jeg tænker tit, at præster idag må føle sig som en underlig slags toastmastere ved folks familiefester mere end egentlige forkyndere af evangelierne. De må i hvert fald tit stå med en mærkelig smag i munden. Nu er jeg ikke selv voldsomt hellig, men jeg anerkender, at præsterne er der for at udbrede den kristne tro, hvad det så end måtte indebære - og her er der jo som bekendt rig mulighed for fortolkning - al den stund, at bibelen jo er så fyldt af modsætninger, som den jo er. Men jeg nyder og sætter pris på af og til at høre en virkelig god og inspireret - og inspirerende - prædiken. Og jeg holder af at synge med på salmerne, når jeg er der og af at grunde over, hvad der mon ligger i de tekster, der bliver læst op. Med andre ord - når jeg engang imellem indfinder mig, er det for at deltage og for at undres og forundres.
Så altså; jeg anerkender, at der vitterlig må være folk også i den homseksuelle verden, for hvem, det vitterlig ville have mening og indhold at blive viet i kirken. Og den mulighed synes jeg da, de skal have - når nu de andre har det. Jeg synes ikke, den enkelte præst skal tvinges til at foretage vielser af homoer - ikke af hensyn til præsten, men af hensyn til parret, som skal kunne føle sig tryg ved, at den person, der vier dem, vitterlig også respekterer dem som par. Men jeg kan ikke lade være med at stille spørgsmålet:
Hvorfor SKAL en ordning som ægteskabet, som ret beset er et verdsligt anliggende for at sikre hinanden, foregå i en kirke? Hvis det bare er for at få en yndig kulisse, så er det sgu noget fis! I Frankrig skal man, for at et ægteskab er gyldigt, indgå ægteskab på rådhuset. Ceremonien i kirken er udelukkende en velsignelse af parrets ønske om at være par. Det kunne man også indføre her. Det ville være mere reelt. Både for homoer og for heteroer! Men hvis man vil holde fast i, at ægteskab indgået i kirken er lovgyldigt, bør denne ret gælde også for os "på den forkerte side". Og så skal ægteskabsritualerne både på rådhus og i kirke udformes, så vi bliver gift og ikke registreret.
Og ja, i Bibelen kan man finde nogle få steder, hvor homoseksualitet bliver fordømt. Men Bibelen er menneskers ord om Gud, og ikke Guds ord. Og de skal læses i den historiske og samfundsmæssige kontekst, hvori de er skrevet. Læser man Bibelen med de briller på, er der masser af inspiration og guldkorn at hente. Og masser af gammelt vrøvl. Tænk selv, for Fanden!

Den hellige almindelige familie

Er jeg mon den eneste, der øjeblikkeligt får hysteriske røde knopper, næsten hver gang, jeg ser en annonce,  hvor ordet "familie" indgår? Familiepakker af kiks, slik, what so ever? Når noget skal opreklameres som ekstra godt og trygt, ledsages det gerne af det evindelige "For hele familien!" Underforstået, at man er da del af en familie, og ja Gud bevares, det er vi da alle - på en eller anden måde - men som regel forstået som en rigtig familie. Sådan en kernesundt almindelig én med far, mor og sådan cirka halvandet til to børn. Det er man da! Giv mig en brækspand!
Nej, jeg har ikke noget imod familier som sådan. Jeg har noget imod den selvfølgelighed, man stadig lægger i begrebet. Og mine mavesafter begynder altid at løbe den forkerte vej - opad - når en tings almindelige, kernesunde, gennemsnitsdanske, aldeles ufarlige og u-anstødelige karakter skal blåstemples med dette "for hele familien".
Er rønnebærrene sure? Er jeg misundelig på den hellige almindelige familie? Det kan sgu godt være - jeg tror det egentlig ikke. Men jeg får gåsehud hver gang, jeg ser reklamer med "familieforestilling", "familiehygge", "familiefilm", "familiebil", "familieferie",  ja man kan blive ved. Jeg kan ikke snuppe, at vi som forbrugere skal sovses ind i al den postulerede idyl om det "almindelige". Og det er vel ikke kun mig, som altså er gift med en anden mand, men også alle de enlige, dem der bor i kollektiv - hvis de stadig findes? - og andre, der falder udenfor rammerne for det almindelige familiebillede, der rammes ved siden af i den konstante fokuseren på "familien" i supermarkedernes og de andre forretningsdrivendes slogans?
Man rammer i hvert fald ikke mig med den slags markedsføring. Min reaktion er altid, at det lyder som noget blegt, kedeligt, uskadeligt og dermed røvhamrende kedeligt, gennemsnitligt og dødsygt. Og jeg forbigår den pågældende vare med en dårlig smag af sur galde i munden.
Julen nærmer sig, og dermed bliver der skruet helt op for idyllen i alle de glittede kataloger, annoncer og tv-reklamespots. Nu skal der Satan galeme hygges! Der skal Familiehygges, skal der! Enten vi vil det eller ej. En sand syndflod af idylliseret familjehygge vil i de næste par måneder skylle ind over os som en syndflod. med yndige billeder af far, mor og børn og et par klædeligt gråhårede bedsteforældre i hyggelige hjemmestrikkede trøjer omkring bordet, ved juletræet og med alle de dejlige familiepakker af knas og småkager, der smager så godt, som vor mor lavede dem. Og jeg kommer igen til at stå i mit årlige dilemma;
jo, julen er på mange måder en herlig tid. Jeg får sgu bare sådan en forbandet trang til at stille mig op og råbe "prut" eller "tissemand" eller det, der er værre, bare for at se al den forpulede pænhed krakkelere, så virkeligheden kan få lov til at skinne lidt igennem - med al sin dejligt grimme utilpassethed, kantethed og mangfoldighed.