Er jeg mon den eneste, der øjeblikkeligt får hysteriske røde knopper, næsten hver gang, jeg ser en annonce, hvor ordet "familie" indgår? Familiepakker af kiks, slik, what so ever? Når noget skal opreklameres som ekstra godt og trygt, ledsages det gerne af det evindelige "For hele familien!" Underforstået, at man er da del af en familie, og ja Gud bevares, det er vi da alle - på en eller anden måde - men som regel forstået som en rigtig familie. Sådan en kernesundt almindelig én med far, mor og sådan cirka halvandet til to børn. Det er man da! Giv mig en brækspand!
Nej, jeg har ikke noget imod familier som sådan. Jeg har noget imod den selvfølgelighed, man stadig lægger i begrebet. Og mine mavesafter begynder altid at løbe den forkerte vej - opad - når en tings almindelige, kernesunde, gennemsnitsdanske, aldeles ufarlige og u-anstødelige karakter skal blåstemples med dette "for hele familien".
Er rønnebærrene sure? Er jeg misundelig på den hellige almindelige familie? Det kan sgu godt være - jeg tror det egentlig ikke. Men jeg får gåsehud hver gang, jeg ser reklamer med "familieforestilling", "familiehygge", "familiefilm", "familiebil", "familieferie", ja man kan blive ved. Jeg kan ikke snuppe, at vi som forbrugere skal sovses ind i al den postulerede idyl om det "almindelige". Og det er vel ikke kun mig, som altså er gift med en anden mand, men også alle de enlige, dem der bor i kollektiv - hvis de stadig findes? - og andre, der falder udenfor rammerne for det almindelige familiebillede, der rammes ved siden af i den konstante fokuseren på "familien" i supermarkedernes og de andre forretningsdrivendes slogans?
Man rammer i hvert fald ikke mig med den slags markedsføring. Min reaktion er altid, at det lyder som noget blegt, kedeligt, uskadeligt og dermed røvhamrende kedeligt, gennemsnitligt og dødsygt. Og jeg forbigår den pågældende vare med en dårlig smag af sur galde i munden.
Julen nærmer sig, og dermed bliver der skruet helt op for idyllen i alle de glittede kataloger, annoncer og tv-reklamespots. Nu skal der Satan galeme hygges! Der skal Familiehygges, skal der! Enten vi vil det eller ej. En sand syndflod af idylliseret familjehygge vil i de næste par måneder skylle ind over os som en syndflod. med yndige billeder af far, mor og børn og et par klædeligt gråhårede bedsteforældre i hyggelige hjemmestrikkede trøjer omkring bordet, ved juletræet og med alle de dejlige familiepakker af knas og småkager, der smager så godt, som vor mor lavede dem. Og jeg kommer igen til at stå i mit årlige dilemma;
jo, julen er på mange måder en herlig tid. Jeg får sgu bare sådan en forbandet trang til at stille mig op og råbe "prut" eller "tissemand" eller det, der er værre, bare for at se al den forpulede pænhed krakkelere, så virkeligheden kan få lov til at skinne lidt igennem - med al sin dejligt grimme utilpassethed, kantethed og mangfoldighed.
