Jeg ligger på stranden på Tenerife og nyder at lade min vintertrætte krop oplade af solen. Får så øje på noget, jeg ikke ser så tit på en almindelig, offentlig strand: Ikke ret langt fra os er en ung fyr i færd med at give en anden ung fyr massage på ryggen, og det er tydeligt, at de giver sig lov til at nyde berøringen begge to. Ind imellem giver ham, der masserer sig sig lige tid til også at bukke sig forover og kysse den anden i nakken. De ligger i en gruppe af venner, allesammen piger, og der bliver snakket og grinet meget.
Synet gør mig glad - af den enkle grund, at det altid er rart at se andre, der er glade for hinanden. Men også fordi det, at det foregår så stille og roligt og selvfølgeligt, fortæller mig, at vi trods alt er kommet et godt stykke vej, siden jeg var på de to unge fyres alder. Dengang ville det være blevet opfattet som en provokation. Nu er der tilsyneladende ingen, der lægger synderligt mærke til det. Jeg kunne sagtens selv have gjort det dengang, men ville have været mig trodsigt bevidst om, at nu gjorde jeg noget provokerende. Der er intet i de to unge kæresters adfærd, der tyder på, at de opfatter sig selv som provokerende. Dejligt.
Jeg kan huske, hvordan jeg som ung ikke kunne gå to skridt ved siden af min daværende kæreste uden, at vi i hvertfald SKULLE holde hinanden i hånden. For der var Fanden galeme ikke nogen, der skulle komme og sige til mig, at det kunne man ikke! Det blev faktisk lidt anstrengende indimellem. For ærlig talt - det ER jo ikke altid, man lige er til at holde i hånd... Og jeg husker, hvordan vi altid SKULLE stille os op og kysse her og der og allevegne, igen fordi, det var der i hvert ingen, der skulle fortælle os, at vi IKKE skulle. Provokatationen dengang var jo nødvendig på en måde - der VAR vitterlig mange bøvehoveder derude, som trænge til at se, at jo, det kunne man altså godt som to fyre, og nej, vi ville ikke gemme os! Og ja, der var da også en vis fryd forbundet med at forarge borgerskabet dengang. Men igen - det blev jo lidt anstrengende. For det var jo netop ikke helt frit, utvungent og naturligt, men altid noget, der blev fulgt af fornemmelsen af oprør og trods. Nu skulle vi fandeme vise dem, skulle vi!
Idag går jeg og min mand faktisk meget sjældent og holder hinanden i hånden. Det føles ganske enkelt akavet. Vi passer fint sammen på så mange andre måder, men når vi engang imellem tager hinandens hånd under en gåtur, kan vi mærke, at vi går ude af takt, at vores hænder på en eller anden måde føles akavede i hinanden, mens vi går. Og fred være med det. Og... ja, så ligger der faktisk også den lille snert af erkendelse af, at nej, lige her og nu gider jeg ikke være den interessante giraf, som folk glor på - ikke hele tiden, i hvert fald. For, jo folk glor jo stadig. Lidt. Ikke så meget som før, og der bliver ikke råbt efter os, som der blev, da jeg var ung; det er i hvert fald sjældent - dengang var det hverdagskost -men jo, vi er på en eller anden måde stadig dagen lille kulørte indslag, når vi en sjælden gang går hånd i hånd, og det er ikke altid, jeg gider det.
For træerne vokser jo ikke ind i himlen. Der er sket meget, og gudskelov for det. Men de to unge fyre på stranden ligger netop sammen med en flok piger, og ikke sammen med en flok, der også indbefatter såkaldt almindelige heterofyre. Og det er næppe tilfældigt. Og da de senere går tur langs vandet, holder de trods alt ikke hånd - de orker nok heller ikke være dagens kulørte indslag. Eller også går de også bare ude af takt? Og det skal de jo have lov til.
Men det var et rart syn at se dem nyde hinanden. Og jeg blev lidt varm og glad indeni, som man som del af et mindretal altid bliver, når man ser nogle andre, man kan spejle sig i. Det har man brug for.
Det var såmænd bare det, jeg ville sige!
Hej!
