Vold mod ytringsfriheden

Digteren Yahya Hassan blev forleden overfaldet og tæsket på Hovedbanegården i København.  Overfaldsmanden er en tidligere terrordømt herboende palæstinenser, som har set sig gal på Yayha, fordi han i sine digte tillader sig at være kritisk overfor dele af sit eget indvandrermiljø og overfor islam. Voldsmanden råbte oven i købet "VANTRO" efter Yayha, mens han uddelte sine spark og slag.
  Som et af de mennesker, der gerne vil være åben og forstående overfor flygtninge og indvandrere, er det forstemmende, at den slags sker. Jeg er en af dem, som græmmer mig over især DF, som jeg konsekvent omtaler som Dansk Floskelparti, da de i deres retorik overfor indvandrere betjener sig af  af et hadefuldt fjendebillede og et billede af det at være dansk, som jeg ikke vil identificeres med. Jeg forstår den frustration, mange af anden etnisk herkomstens dansk giver udtryk for, når de igen og igen mødes af mistænkeliggørelse og foragt.
  Men kæden hopper af, når især muslimer kaster om sig med eder og forbandelser mod alle de mennesker, de opfatter som "vantro". Når de taler om, at man "krænker" deres tro, bare man tillader sig at stille spørgsmålstegn ved den. Ethver tro, religiøs eller politisk, må kunne tåle, at der bliver stillet spørgsmål til den. Og hvis troen er stærk nok, skulle man tro, den kunne holde til nok så megen "krænkelse". Ellers er den vel ikke meget værd.
  Jeg giver ikke meget for den overdrevne finfølelse, visse religiøse har over for negative ytringer om deres tro. Så tag jer dog sammen! Tag en tudekiks, for Fanden! Især i muslimske miljøer gør man så meget ud af, at mænd skal være "rigtige" mænd - hvad det så end vil sige. Hvordan hænger det sammen med, at de mest nærtagende tudeprinsesser ofte netop er muslimske mænd, som ikke tåler, at man siger noget grimt om deres Gud, deres profet eller deres Koran? Jeg fatter det ikke - og VIL ikke fatte det. Hvor er det stærke i troen henne, hvis de troende er så ømskindede og nærtagende, at de farer i flint og truer med både vold og død, når nogen "håner" deres tro?
  Lad det være sagt tydeligt: Jeg kan ikke lide hverken Lars Hedegaard eller hans hetz mod muslimer, men uanset, hvad manden har lukket ud, så er der INTET, der berettiger, at man truer ham på livet eller overfalder ham. Og det er da muligt, man i islam mener, at man ikke må tegne Muhammed, men der berettiger INGEN til de trusler, Kurt Vestergaard eller de andre tegnere fra Jyllandsposten har været ude for. Vold bliver aldrig en legitim måde at argumentere på, og den, der truer med vold eller anvender den, stempler sig selv som alt andet end respektabel.
  I Danmark og de fleste af de lande, vi sammenligner os med, har vi ytringsfrihed. Og den skal der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Og uanset om man mener, man bliver udsat for hån, kan det aldrig legitimere, at man griber til vold eller trusler som svar. Derfor er jeg, som selv er bøsse, også modstander af, at vi skal være beskyttet af racismeparagraffen. Lad dog folk ytre sig, selv nok så tåbelige. jeg vil hellere se mine modstandere ude i lyset end leve med en skjult fjende, og jeg er ikke mere sart, end at jeg godt kan svare igen. Så også jeg må leve med muligheden for at blive "krænket". Ofte er det bedste middel mod den slags faktisk en rungende latter.
  Så hvor er visse muslimers humor og selvironi henne, hvis de ikke tåler, at man "krænker" ders tro? Hvor er deres sans for proportioner i deres fornærmethed henne, når de rask væk omtaler andre som "vantro", "hunde", "urene" eller "ludere", fordi de tillader sig at have et andet værdisæt? Hvor er deres realitetssans, når de kræver at blive "respekteret", et udtryk, jeg ofte har hørt dem bruge, men ikke selv respekterer, at der findes andre sandheder end deres egne?
  Det bedrøver mig inderligt, at den forståelse, jeg så gerne ville vise overfor mine nye landsmænd så ofte bliver sat på en hård prøve. Det gør det så uendelig svært for de af os, som gerne vil være åbne overfor det, som ikke ligner os selv, når de mennesker, vi egentlig gerne ville støtte, i den grad forærer gratis skyts til Dansk Floskelparti og det, der er værre. Det er ikke alene sørgeligt. Det er decideret dumt.
  Yayha Hassans opgør med volden i sin barndom om med manglen på vilje til integration i hans eget miljø kunne blive startskuddet til en mere nuanceret debat om indvandringen og de problemstillinger, den er forbundet med på godt og ondt. Den debat må ikke kvæles i trusler og vold. Og det må aldrig blive voldsmanden, der skal gøre krav på forståelse. Hverken den voldsmand, som vil smadre bøsser, den som vil smadre muslimer, eller den som vil smadre de såkaldt "vantro". Det forbyde Gud. Hvordan han eller hun så end måtte se ud.

Forelsket i Amsterdam

Jeg er nyforelsket. Nej - jeg har ikke fundet en ny kæreste! Har stadig min søde mand. Men jeg har forelsket mig i en by. Jeg sidder på en lille hyggelig café i Amsterdam efter en skøn weekend. Har aldrig været her før, men er blæst bagover af begejstring!

Ud over at være urtolig smuk med de karakteristiske, smalle huse ned til alle kanalerne, så er der noget andet, der fængsler mig endnu mere ved byen, og det er selve stemningen hernede. Amsterdam er utrolig tæt befolket, og det kunne i sig selv have givet en masse spændinger og en knuget stemning i byen, men jeg oplever det stik modsatte. Folk virker ualmindeligt afslappede - og nej, jeg tror ikke, de skyldes, at de allesammen har benyttet sig af byens lempelige forhold til cannabis. Jeg tror ganske enkelt, at selve tætheden - det at så mange forskellige mennesker er pakket sammen på så relativt lille et område - har gjort det til en nødvendighed for befolkningen at udvikle en overbærenhed, en afslappet tolerance overfor hinanden. Desuden er byens befolkning sammensat af folk fra mange forskellige kulturer. Alle nuancer af hudfarver ses hernede, og det ser umiddelbart ikke ud til at give de store spændinger, nærmest tværtimod.  Man omgås hinanden med en tilbagelænet selvfølgelighed, som jeg finder meget, meget vederkvægende.

Med til det behagelige indtryk spiller ind, at her er relativt få biler. Til gengæld er her sporvogne og en Guds velsignelse af cykler. Mange flere end i København! Alle aldre og typer hjuler rundt på nogle solide, praktiske og alt andet end prangende havelåger med plads til børn og hunde og alle indkøbene på ladet foran og bagpå cyklen. Cykeltrafikken er lidt kaotisk, men man finder ud af det og kører ind og ud mellem hinanden med et smil på læben.
Og så slår det mig, at hernede føler jeg mig med mine snart 55 år ikke spor gammel! Det skyldes, at folk i alle aldre myldrer ind og ud af de mange små, sjove butikker med farverigt tøj, og dem på min egen alder og ældre står ikke tilbage for at lade kreativiteten blomstre i deres påklædning. Det blev slående igår, da vi mødte, den skønneste gamle dame med rolator, som med et stort smil på læben var ude og lufte sit højt opsatte hår og sin spraglede påklædning. Rank og stolt hjulede hun afsted med sin rollator og havde overskud til at blinke til mig, da jeg smilede til hende. Skønt!
Om eftermiddagen sad vi og fik en øl på Rembrandtplein, et dejligt torv med grønt græs, hvor folk lå og nød forårssolen. En stor flok motorcyklister ankom under stor larm og parkerede deres kværne på torvet. Straks var en polibetjent henne hos dem; en stor, robust kvinde, med langt krøllet hår ud over sin politiuniform. Med et stort smil på læben fik hun venligt, men bestemt overtalt dem til at parkere lidt mere hensynsfuldt, så folk kunne komme frem og tilbage på pladsen. Men det skete med grin, latter, et lille klap på skulderen og venlige grin tilbage fra motorcykelfyrene. Ingen antydning af konfrontation, men bare venlighed og en stemning af, at det her finder vi nok ud af!

Byen er også kendt for at rumme et utal af bøssebarer. Dem har jeg ikke haft synderligt behov for at frekventere, for overalt i byen hviler der den her stemning af, at du kan være lige, som det passer dig. Men det hører med til rummeligheden, at de er her. Ligesom alle sexshoppene, de åbentlyse prostituerede, coffeeshoppene, hvor folk ikke kommer for at drikke kaffe, men for at ryge sig skæve helt legalt. Det har jeg ikke selv benyttet mig af, men den selvfølgelighed, hvormed man KAN gå på bar og ryge sig skæv lige ved siden af en fancy restaurant, hører med til billedet af en by, jeg gerne vil besøge igen og igen. Næste gang skal jeg også se på kunst, som her er masser af, men denne gang har jeg haft rigeligt i at nyde stemningen og den gode mad.
Herligt, at det findes!