tirsdag den 31. januar 2012

Fisseletten ser sport!

Tænk. at det skulle overgå mig! Det havde jeg ligegodt aldrig troet. Jeg, gamle inkarnerede sportshader-fisselette har siddet og været nær ved at gnave en hel sofapude i mig af spænding over finalen i EM i håndbold, hvor de danske herrer som bekendt vandt i søndags. Og ved fru Gud i himlen, om ikke, jeg også sad og fulgte med, da de smækre yndlinge var på Københavns Rådhus mandag for at blive modtaget og høre på kronprinsens ubehjælpsomme, men - bevares - søde forsøg på at formulere en tale.
Her har jeg i årevis raset mod enhver form for tv-transmitteret sport og fnyst hånligt og fuld af foragt, og så sker dette! Verden er af lave! Hvad bliver ikke det næste? Nå, men én ting er jeg sikker på: fodbold kommer jeg sgu aldrig til ar følge med i! Der sker jo ikke en skid. Man sidder i to gange 45minutter og siger: "Synd, mand!" hver gang, der alligevel ikke kom et mål ud af det. Så er der da anderledes fut over håndbold! Og så appelerer håndbold tilsyneladende til en anden kategori af udøvere; nogle med bare lidt mere hjernekapasitet end den gennemsnitlige fodboldspiller, som kun kan tale i nutid og dårligt sætte to sammenhlængende sætninger sammen, når de skal udtale sig efter kampen.
At sportstrænede unge mænd er et behageligt syn, gør selvfølægelig ikke oplevelsen af kampen mindre. Hvor får jeg dog lyst til at klappe den lille, nuttede Anders Eggert oven på hovedet og give ham en krammer. Han ER da yndig! Så mangler vi bare at tv-kanalerne udvider deres public-service-forpligtelse og følger med ud under bruserne efter kampen. SÅ var der da valuta for pengene!

lørdag den 21. januar 2012

Ud af homo-båsen?

  Forfatteren Kristina Nya Glaffey bliver i sektionen Bøger i dagens Politiken (21/1 2012) interviewet i anledningen af hendes roman "Padder og andre krybdyr". Her gør hun opmærksom på et dilemma, som jeg godt kan nikke genkendende til: At vi som homoer tit bliver sat i bås med - og også kommer til at sætte os selv i bås med - alle andre homoer og derfor ofte krummer tæer, når en af slagsen siger eller gør noget tåbeligt, f.eks. på TV. At vi så sidder og føler vores identitet tilsmudset af de andres dårlige smag.
  "Når jeg ser endnu et indslag i TV-avisen om et lesbisk par, der gerne vil giftes i ens brudekjoler, så bliver jeg irriteret," siger hun. "Fordi jeg føler, det har noget med mig at gøre. Som om deres livsstil og valg smitter af på mig. Men det er jo komisk og siger mest om mig, at jeg opfatter det på den måde. En heteroseksuel mand bliver jo ikke pinligt berørt over andre mænds uheldige udtalelser i medierne. For det siger ikke noget om ham."
  Kors, hvor jeg kender det! Hvor tit har jeg ikke siddet og græmmet mig, når jeg (af en eller anden grund) igen har siddet og set på "Dagens mand med bøsser" på TV2. Skreget til skærmen, at hvorfor Helvede skal de absolut finde sådan en samling over-opkørte, giftige og skabagtige hu-hej-bøsser? Og hvorfor Fanden skal VI altid præsenteres som "farverige bøsser"? Og jo - jeg kan selv godt lide at være sjov og farverig - men sgu da ikke helt tiden.... Problemet ligger jo netop i det der "VI", som jeg pr automatik kommer til at sætte foran ordet "bøsser", hver gang nogen af slagsen toner frem på skærmen. Som om jeg forventer, at de skal repræsentere mig i et og alt, blot fordi vi har dette ene - vores seksuelle præference for vores eget køn - tilfælles. Og hvor tit har jeg ikke krummet tæer, når en eller anden bøsse har udtalt sig tåbeligt i TV? Når en flok hujende Grand-Prix-elskende bøsser med løse håndled og stemte s'er fortæller, at det zimpelthen er zå zindsygt zkønt at ze Grand Prix. Støn!
  Jeg mindes en fødselsdagsfest for en af mine bekendte for nogle år siden. Fødselaren var bøsse ligesom mig selv, og det samme var størstedelen af de fremmødte gæster. Alligevel følte jeg mig gevaldigt udenfor og tumlede med, hvordan det dog kunne være. Jeg var af egen fri vilje flyttet til provinsen noget forinden, nød min tilværelse med min mand i relativ ro og fred på Falster og havde venner og gode bekendte hernede, som jeg havde langt flere interesser tilfælles med end den flok "forrygende", opkørte og hvinende bøsser, som var majoriteten i selskabet. Da vi skulle spise, stillede jeg mig lidt i baggrunden og så på, hvordan folk bænkede sig ved bordene. Alle de andre bøsser fandt sammen ved borde, hvor der blev råbt og hujet, og jeg fandt mig så - som den eneste bøsse, kunne jeg fornemme - et bord, hvor alle de andre så ud til at være heteroseksuelle. Og hvordan kunne jeg se, at de var det? Tja, de téede sig ikke på samme måde som alle de "forrygende"og sad og udstrålede en lidt forsigtigt måbende, men - fornemmede jeg - også lidt anstrengt velvillig beklemthed over det selskab, de var havnet i. Der satte jeg mig og åndede lettet op over at kunne samtale stille og roligt og slippe for at spille med på rollen som opkørt skrige-svans. Den rolle havde jeg spillet så rigeligt som ung, men orkede ikke at blive hængende i den på samme måde som mine jævnaldrende "medsøstre" i selskabet. Og ja, så var de altså bare en af de der aftener, hvor jeg var mest i humør til at være afdæmpet.
  Jeg hører tit fra søde og velmenende heteroer, at ih, de kan så godt lide bøsser, for de er altid så søde, de er altid så kreative, de er altid så sjove o.s.v. o.s.v.. Og jeg protesterer som regel - når jeg orker det - og siger, at jeg altså kender masser af bøsser, der er nogle dumme svin; jeg kan oven i købet (som alle andre) selv være et af slagsen en gang imellem. Og jeg har mødt masser af bøsser, der er røvkedelige, og ja; jeg kan også selv være det indimellem. Og gider altså ikke blive sat i bås!
  Jo, der er ting, vi homoer har til fælles. Følelsen af at tilhøre en minoritet med alt hvad dertil hører af muligheder for misbilligelse, seen skævt til og fordomme. Og det giver os en fornemmelse af samhørighed, som både kan være vigtig og befriende. Når og hvis man føler sig truet og set ned på, har man brug for nogen at føle samhørighed med. Og nogen at grine sammen med. Den rå og ironiske tone, som mange bøsser har taget til sig, har været et effektivt værn mod en misbilligende omverden. Men i takt med, at fordommene nedbrydes, og vi opnår større ligestilling, bliver der plads og rum til at opdage, hvor forskellige vi også er - og gudskelov for det. Og derfor søger flere og flere af os ud af den homoseksuelle subkultur og finder fællesskab andre steder, med folk, vi deler (andre) interesser med, deler holdninger med og kan spejle os i på andre områder end lige det seksuelt definerede. Og det er forfriskende. Og så kan vi derudover også finde fællesskab i homokulturen - af og til.
  Men når jeg siger, at jeg ikke vil sættes i bås, bliver jeg nødt at huske på på, at jeg så også selv lade være med at anbringe mig i den dér bås - hele tiden.
 

torsdag den 19. januar 2012

"Rigtige" drenge og "rigtige" piger

Ligestillingsminister Manu Sareen har være ude på sin facebookprofil og undskylde, at han har skældt ud på LEGO over, at de har lanceret et nyt legetøj, specifikt målrettet piger, med lyserøde klodser og fyldt med såkaldte pige-univers-ting. Jeg synes ikke, han har grund til at undskylde. At han tillader sig at gå i rette med et af vore nationalklenodier, LEGO, får åbenbart folk op i det røde felt. Men jeg synes, han har fat i noget væsentligt.
I løbet af 70'erne gjorde vi voldsomt oprør med kønsrollerne, som vi syntes var alt for stereotype og som låste os fast i nogle firkantede kasser, det kunne være svært at trække vejret frit i. At opgøret måske nogen gange røg ud af tangenten, er nok velkendt. men jeg skal da ellers også love for, at piben har fået en anden lyd siden!
Idag bliver vi på mange fronter igen bombet tilbage i snævre kasser, hvorpå der med store fede typer står "Rigtige drenge" og "Rigtige piger". I efteråret hørte jeg i Radioavisen, at pædagoger i nogle af landets børnehaver af bekymrede forældre bliver bedt om at sørge for, at deres drenge ikke kommer til at lege med såkaldt pigelegetøj. Ugeblade og andre medier er fulde af opskrifter på, hvordan man finder sin "mandighed" eller "kvindelighed" frem. Vi bliver tudet ørerne fulde af, at drenge er til geværer og krigslejetøj, og at piger er til flæser, pynt og dukker.
Pigerne oplæres i at være storforbrugere af lyserøde cupcakes samtidig med, at de dæleme har at leve op til de mere og mere krævende normer for slankhed og den perfekte krop. Mænd forventes at varte kvinderne op, betale regningen, når de er ude med en kvinde - ellers er de ikke "rigtige" mænd. Vi er tilbage der, hvor forskellige karakteregenskaber i ramme alvor omtales som værende enten maskuline eller feminine. Og jeg hører mænd, der i ramme alvor siger, at man ikke er en rigtig mand, med mindre man står op, når man tisser!Så fri mig dog for det vrøvl!
Jo, bevares - statistisk skal det MÅSKE nok passe, at der er rester af vore urinstinkter, der gør, at den gennemsnitlige mand på nogle områder reagerer anderledes end den gennemsnitlige kvinde. Men lur mig, om ikke opdragelsen og forventningerne spiller en meget mere afgørende rolle. Spædbørns antenner observerer hurigt, at der er positive points på opmærksomhedskontoen, når de lever op til forældrenes forventninger. Så den lillebitte dreng observerer hurtigt, at reaktionerne er positive, når han opfører sig som korrekt, lyseblå macho i lilleputudgave, mens der er bekymrede miner, hvis han  - oh skræk, oh rædsel! - giver sig til at lege med dukker, plukker blomster og foretrækker pink. Og den lille pige lurer hurtigt, at der bliver klappet begejstret i hænderne, når hun hengiver til sysler, vi opfatter som "feminine", mens der bliver set lidt skævt, når hun kaster sig over brandbiler og giver sig til at ville spille fodbold. Så de retter ind, og så kan de begejstrede forældre juble og sige: "Se selv; det ER naturligt for en dreng at være buldrende, frembusende og udadvendt, og for en pige af være blid og forsigtig."
Så kan man jo spørge, hvad der sker ved det? Jeg synes, mangfoldigheden går tabt og vi ryger tilbage i en fattig ensporethed. Og det er sgu trist! Og så er det synd og beklageligt for de drenge og piger, kvinder og mænd, som bliver latterliggjort og set skævt til, fordi de ikke passer ind i stereotyperne. Jo, bevares - den såkaldt feminine fyr kan opnå en slags accept som festlig klovn - man bliver han taget alvorligt?
Hvad gør disse køns-streotyper ved vores arbejdsmarked, ved vores muligheder for at udfolde os og for at leve og være hele mennesker?
Jeg synes, vi trænger til et nyt og nuanceret kønsrolleopgør!

søndag den 15. januar 2012

Det græske "kongehus"

I disse dage kan vi alle svælge i kongerøgelse på skærmen i anledning af Daisys 40-års jubilæum som dronning. Og ja, jeg svælger da med - med vanlig splittet smag i munden. For trods min store skepsis overfor kongehuset som institution, så kan jeg jo ikke rigtig lade være med at holde af konen. Hun udfylder jo sin plads på fornem vis, og indrømmet, det giver også en fornemmelse af kontinuitet, at vi har en regent, som kan sidde og se tilbage på alle disse år, og som er en del af vores historie. Og så er hun jo ikke tabt bag af en vogn, den gode Daisy!
Hvad der dog virkelig kan få mig op i det røde felt, er den konstante refereren til søster Anne-Maries mand som kong Konstantin. Konge af hvad, om jeg må spørge? Manden er sgu da eks-konge! Blev kylet ud af Grækenland engang i 60'erne - og nej - de vil IKKE have ham tilbage! Det er der blevet stemt om, og han kommer ikke tilbage. Ergo er Anne-Marie ikke dronning, men eksdronning. Og sønnen Pavlos er ikke kronprins af noget som helst, men slet og ret en forretningsmand, som forresten er i familje med vores dronning og vores prinser.
At vedblive med at kalde disse grækere og for den sags skyld andre afsatte, kronede hoveder for kongelige, er virkelighedsfornægtelse og royalt røvslikkeri af værste skuffe. Så hold dog op med det!
Gudskelov havde jeg rigeligt med god hvidvin og god chokolade ved min side ved lørdagens transmission af de royale begivenheder, så min galde blev mildnet og til at bære. Jeg kunne jo også bare lade være med at se det - men hvad skal jeg så hidse mig op over? :-