Ud af homo-båsen?

  Forfatteren Kristina Nya Glaffey bliver i sektionen Bøger i dagens Politiken (21/1 2012) interviewet i anledningen af hendes roman "Padder og andre krybdyr". Her gør hun opmærksom på et dilemma, som jeg godt kan nikke genkendende til: At vi som homoer tit bliver sat i bås med - og også kommer til at sætte os selv i bås med - alle andre homoer og derfor ofte krummer tæer, når en af slagsen siger eller gør noget tåbeligt, f.eks. på TV. At vi så sidder og føler vores identitet tilsmudset af de andres dårlige smag.
  "Når jeg ser endnu et indslag i TV-avisen om et lesbisk par, der gerne vil giftes i ens brudekjoler, så bliver jeg irriteret," siger hun. "Fordi jeg føler, det har noget med mig at gøre. Som om deres livsstil og valg smitter af på mig. Men det er jo komisk og siger mest om mig, at jeg opfatter det på den måde. En heteroseksuel mand bliver jo ikke pinligt berørt over andre mænds uheldige udtalelser i medierne. For det siger ikke noget om ham."
  Kors, hvor jeg kender det! Hvor tit har jeg ikke siddet og græmmet mig, når jeg (af en eller anden grund) igen har siddet og set på "Dagens mand med bøsser" på TV2. Skreget til skærmen, at hvorfor Helvede skal de absolut finde sådan en samling over-opkørte, giftige og skabagtige hu-hej-bøsser? Og hvorfor Fanden skal VI altid præsenteres som "farverige bøsser"? Og jo - jeg kan selv godt lide at være sjov og farverig - men sgu da ikke helt tiden.... Problemet ligger jo netop i det der "VI", som jeg pr automatik kommer til at sætte foran ordet "bøsser", hver gang nogen af slagsen toner frem på skærmen. Som om jeg forventer, at de skal repræsentere mig i et og alt, blot fordi vi har dette ene - vores seksuelle præference for vores eget køn - tilfælles. Og hvor tit har jeg ikke krummet tæer, når en eller anden bøsse har udtalt sig tåbeligt i TV? Når en flok hujende Grand-Prix-elskende bøsser med løse håndled og stemte s'er fortæller, at det zimpelthen er zå zindsygt zkønt at ze Grand Prix. Støn!
  Jeg mindes en fødselsdagsfest for en af mine bekendte for nogle år siden. Fødselaren var bøsse ligesom mig selv, og det samme var størstedelen af de fremmødte gæster. Alligevel følte jeg mig gevaldigt udenfor og tumlede med, hvordan det dog kunne være. Jeg var af egen fri vilje flyttet til provinsen noget forinden, nød min tilværelse med min mand i relativ ro og fred på Falster og havde venner og gode bekendte hernede, som jeg havde langt flere interesser tilfælles med end den flok "forrygende", opkørte og hvinende bøsser, som var majoriteten i selskabet. Da vi skulle spise, stillede jeg mig lidt i baggrunden og så på, hvordan folk bænkede sig ved bordene. Alle de andre bøsser fandt sammen ved borde, hvor der blev råbt og hujet, og jeg fandt mig så - som den eneste bøsse, kunne jeg fornemme - et bord, hvor alle de andre så ud til at være heteroseksuelle. Og hvordan kunne jeg se, at de var det? Tja, de téede sig ikke på samme måde som alle de "forrygende"og sad og udstrålede en lidt forsigtigt måbende, men - fornemmede jeg - også lidt anstrengt velvillig beklemthed over det selskab, de var havnet i. Der satte jeg mig og åndede lettet op over at kunne samtale stille og roligt og slippe for at spille med på rollen som opkørt skrige-svans. Den rolle havde jeg spillet så rigeligt som ung, men orkede ikke at blive hængende i den på samme måde som mine jævnaldrende "medsøstre" i selskabet. Og ja, så var de altså bare en af de der aftener, hvor jeg var mest i humør til at være afdæmpet.
  Jeg hører tit fra søde og velmenende heteroer, at ih, de kan så godt lide bøsser, for de er altid så søde, de er altid så kreative, de er altid så sjove o.s.v. o.s.v.. Og jeg protesterer som regel - når jeg orker det - og siger, at jeg altså kender masser af bøsser, der er nogle dumme svin; jeg kan oven i købet (som alle andre) selv være et af slagsen en gang imellem. Og jeg har mødt masser af bøsser, der er røvkedelige, og ja; jeg kan også selv være det indimellem. Og gider altså ikke blive sat i bås!
  Jo, der er ting, vi homoer har til fælles. Følelsen af at tilhøre en minoritet med alt hvad dertil hører af muligheder for misbilligelse, seen skævt til og fordomme. Og det giver os en fornemmelse af samhørighed, som både kan være vigtig og befriende. Når og hvis man føler sig truet og set ned på, har man brug for nogen at føle samhørighed med. Og nogen at grine sammen med. Den rå og ironiske tone, som mange bøsser har taget til sig, har været et effektivt værn mod en misbilligende omverden. Men i takt med, at fordommene nedbrydes, og vi opnår større ligestilling, bliver der plads og rum til at opdage, hvor forskellige vi også er - og gudskelov for det. Og derfor søger flere og flere af os ud af den homoseksuelle subkultur og finder fællesskab andre steder, med folk, vi deler (andre) interesser med, deler holdninger med og kan spejle os i på andre områder end lige det seksuelt definerede. Og det er forfriskende. Og så kan vi derudover også finde fællesskab i homokulturen - af og til.
  Men når jeg siger, at jeg ikke vil sættes i bås, bliver jeg nødt at huske på på, at jeg så også selv lade være med at anbringe mig i den dér bås - hele tiden.