Det har vakt stor medie-opstandelse, at vores statsminister Helle Thorning i lørdags i Politiken gik ud og afviste, at hendes mand skulle være homoseksuel. Baggrunden for dementien er påstande, som vil komme frem i den undersøgelseskommission, som skal afdække SKAT-Københavns læk til medierne i den nu forlængst overståede skattesag, hvor Helle Thornings mand Stephen Kinnock blev frifundet for forsøg på skattefusk. Og hvor dele af den tidligere regering er kommet i et særdeles uheldigt søgelys.
Mange har taget sig til hovedet og undret sig over, hvorfor i alverden Helle T nu går ud med sådan en melding. Mange har - med god grund - spurgt sig selv, hvad i alverden det dog vedkommer offentligheden, om statsministerens mand skulle være til det ene eller det andet eller det tredje. Og nej, det vedkommer da sådan set heller ikke os.
Mange vil da også beskylde vores statsminister for dobbeltoral, når hun den ene dag går med i Gay-Pride-optoget for at bakke op om homoseksuelles rettigheder, og så kort tid efter går ud og overhovedet bruger energi på at slå fast, at nej, hendes mand er altså IKKE bøsse. Nogle vil - i den politiske korrektheds navn - himle op om, at hvis man er optaget af at benægte en eller andens homoseksualitet, så MÅ det da være tegn på, at man inderst inde er en fæl homofob. Så er det, jeg får lyst til at sige: Tag lige og klap hesten!
Helle Thornig ved, at i det øjeblik undersøgelseskommissionen går igang, vil det komme frem, at parrets tidligere revisor har påstået, at hendes mand skulle være homo-eller biseksuel. Og i det øjeblik vil medierne svælge i netop det og dermed stille spørgsmålstegn ved parrets ægteskab. Det er desværre et faktum, at kendte mennesker og ledende politikere i særdeleshed må leve med, at deres privatliv konstant bombarderes af alle former for rygtedannelse. Så skal de skilles, så skal de ikke, og det er alt sammen ganske vist; især i det, vi kalder den kulørte presse, men også i blade som BT og Ekstrabladet, som kalder sig aviser, men som ofte ikke er andet end sladdersprøjter, desværre.
I påstanden om, at Stephen Kinnoch skulle være bøsse, ligger der også en påstand om, at hans og Helle Thornings ægteskab bygger på en løgn. Og det sætter et stort spørgsmålstegn ved en persons troværdighed, når man påstår, at hendes ægteskab er forløjet. Hvis nu den lokale sladder gav sig til at sprede rygter om, at min mand Finn i virkeligheden var til damer, ville jeg da også fare i flint og benægte det højlydt. Deri ligger der fra mig ingen fordomme eller afstandstagen overfor heteroseksualitet; bare en simpel konstantering af, at nej, sådan ligger landet så ikke for os. Den samme ret må man tilstå Helle Thorning: retten til at sige fra og sige, at sådan og sådan er det, og sådan er det så IKKE! Det gør hende altså ikke til homofob, som visse hystader vil påstå.
At gå ud og tage sagen i opløbet, som Helle Thorning her har gjort, er for mig at se et klogt træk. Og et godt forsøg på at tage brodden ud af en debat, der meget nemt kunne løbe helt af sporet. Om det er lykkedes, vil tiden vise. Man kan håbe det. Og håbe, at focus bliver på det væsentlige i den: Hvorfor har SKAT lækket oplysninger om den daværende statsministerkandidat til medierne, og hvilken rolle har den daværende regerings rådgivere - og hvad der er endnu værre: medlemmer - spillet i det alt andet end kønne forøb.
