Hunde er ikke børn!

  Igår søndag middag kom jeg hjem fra fitnesscentret, som sædvanlig i forventningen om at blive overfaldet af to glade hunde, Ludvig og Karlo. I stedet kom kun Karlo ud, efterfulgt af min mand Finn, som var opløst af tårer. Han var kommet hjem fra sit job som organist lidt før mig og var blevet modtaget af begge hunde, som havde hoppet glade op og ned ad ham, løbet frem og tilbage, som de plejer. Men med ét havde Ludvig givet et kort hyl fra sig, faldet om på gulvet og med et par små spjæt var han pludselig død, 13 år gammel. Et pludseligt hjertestop.

  Det er trist og chokerende så pludseligt at skulle miste et kært væsen. Et væsen, man har elsket højt, og som har bragt en så mange glæder. Vi vidste, han var ved at være gammel, men havde troet, han skulle holde et par år endnu, for de små pudler kan snildt blive både 15 og 16 år gamle. Men midt i chocket var det også en lettelse og en vemodig glæde, at han slap herfra så let of smertefrit, midt mens han var igang med at lege.

  Behøver jeg at fortælle, at vi begge græd meget igår? Jeg sad længe med min gamle ven på skødet og knugede ham til mig, mens tårerne fik frit løb. Tog mig oven i købet i at forsøge at ruske liv i ham, for det kunne da ikke passe... Han blev begravet i haven ved siden af vores gamle kat Valde, som vi mistede for tre år siden. Også dengang blev der grædt igennem.

  Som med så mange andre hændelser skrev jeg også lidt om Ludvigs død på Facebook. Fik masser af søde og kærlige hilsener, og det var fint. En af de mange hilsener sagde det, jeg så tit har hørt sagt i venlighed, at Ludvig jo var vores barn. Og her måtte jeg så takke pænt, men alligevel protestere; nej, Ludvig var ikke vores barn. Han var vores hund. Som jeg har protesteret hver gang, jeg har hørt nogen sige sådan.

  For det første gør man ikke hundene nogen tjeneste ved at bilde sig selv ind, at de er ens børn. Hunde er hunde, og ikke mennesker. De reagerer som hunde, opfører sig som hunde og tænker og føler ikke som små mennesker. At bilde sig selv andet ind er at stikke sig selv blår i øjnene. Og det gavner ikke hunden. Hunden har krav på at blive mødt og behandlet som det væsen, det dyr den er. Et dyr, som knytter sig til én takket være hundenes enestående flokmentalitet, og et dyr, som vi knytter os til, fordi de giver os en masse gode stunder sammen med dem. Og ja - jeg vil da godt gå så langt som til at indrømme, at i kraft af, at vi ingen børn har, så kommer vores hunde da til at fylde mere i vores liv, end hvis vi havde børn. Men de hverken kan eller skal erstatte børn.

  Allerede som sekstenårig, da jeg indså, at jeg var bøsse, indså og accepterede jeg også, at jeg ikke ville komme til at få børn. Og det har jeg levet fint og godt med siden. Jeg konstaterer, at idag brydes familjenormerne op på mange ledder, og fred være med det. Lad de bøsser og lesbiske og enlige, som finder veje til alligevel at få børn, gøre det, hvis det er det de vil. Det har bare ikke været mit ønske. Jeg kan ikke rigtig sige mig fri for en lille gnavende fornemmelse af, at når så mange idag partout vil have børn på trods af, at de lever i omstændigheder, hvor dette ikke ellers ville ske af såkaldt "naturlig" vej - hvad "naturlig" så end vil sige - så er det også i en iver efter at passe ind i en normalitet, som de egentlig ikke rigtig passer i. Og jeg kan ikke lade være med at fundere over, om det med tiden kommer til at lægge et større pres på de af os, som ikke går den vej - om vi dog ikke kunne tilpasse os lidt mere?

  Ligger der i virkeligheden i de venligt misforståede ord om, at hundene jo er vores børn, et lille forventningspres om at få vores livsform som anderledes til at passe ind i det almindelige far-mor-og-børn-billede? På samme måde, som når folk i ramme alvor kan finde på at spørge mig, hvem af os herhjemme, der er manden, og hvem der er kvinden? Fordi så bliver det lettere at få til at glide ned, at vi er lidt.... mærkelige... Meget søde, men lidt mærkelige. Ligesom den enlige må være mærkelig, for man skal da have en familie? Og når jeg forklarer, at her er der altså ingen, der er "kvinden" - hvad det så end betyder - vi er begge to mænd - hvad det så end betyder. At hverken Finn eller jeg pludselig bliver forvandlet til en kvinde, hvis vi en dag laver mad eller gør andet af det, man af for mig ubegribelige årsager stadig betegner som kvindeligt. (Se i øvrigt mit tidligere indlæg om "rigtige drenge" og "rigtige piger").

  Det var så bare lidt tanker forårsaget af en sød og velment hilsen i anledning af vores ene hunds død. Vores hund, som har haft et fint og godt hunde-liv, med alt hvad det indebærer af opmærksomhed, gnasken i kødben, guffen i stinkende tørrede oksehuder, mæsken sig i kattelort, når vi ikke nåede at stoppe det, tullen sig i ildelugtende kadavere på stranden, så han måtte vaskes bagefter, graven huller i haven og så videre. Og når man anskaffer sig en hund, ved man også, at man får en stor sorg, den dag den dør. Men også at sådan må det jo være, da de ikke lever længere, end de gør. At miste et barn ville unægtelig være en helt anderledes katastrofe. Med hunden ser vi med vemod og masser af taknemlighed tilbage på alle de glæder, den har givet os.

  Og lige nu sidder et-årige Karlo så ved siden af mig og gnasker lyksaligt i et oksehudsben. Han skal så give os mange nye glæder i de kommende år. Heldigvis.