Venstres sammenbidte furie Birthe Rønn Hornbech har i en høring om homoseksuelle vielser udtalt, at dræbersnegle er nogle af de eneste væsener, for hvem det er normalt at parre sig med sit eget køn. I sandhed et rammende og poetisk billede, der her slipper ud under fruens vandondulerede manke!
Nu er jeg jo ikke som sådan tilhænger af at være hverken paranoid eller sart, så lad mig da vende billedet om og tage sammenligningen på mig: Måske er der i virkeligheden noget smukt over at blive sammenlignet med dette sejlivede bløddyr? For nej, uanset at mange pæne or ordentlige folk ikke bryder sig om homser, så er vi ikke sådan til at slå ihjel. Vi bliver ved med at myldre frem i tide og utide, selv der hvor folk helst var fri for vores tilstedeværelse. Nogle af os er oven i købet altædende - selvom vi da også er nogle, som giver os selv lov til at være kræsne, men hvad pokker... Nogle holder sågar til bag buskene i storbyens parker, hvor de kommer frem ved nattetide og gør unævnelige ting - pu-bad (så vidt jeg husker - det er længe siden...)! Og ligesom dræbersneglene er der da også mange af os, der er særdeles glade for øl, selvom vi ikke ligefrem drukner i det, når det bliver stillet frem.
Men der er nu noget ganske befriende over at være lidt slimet en gang imellem, så what the fuck! Lad blot Birthemusen fremture med sine poetiske billeder. Man kan dog spekulere på, om konen er på rød fluesvamp eller andet euforiserende, men lad det nu ligge! Kedelig er gimpen sgu ikke!
onsdag den 16. maj 2012
mandag den 9. april 2012
Tillykke med hykleriet!
Så skal vi fanden hyleme til det igen: årets store parade udi massehykleri - med andre ord; konfirmationstiden nærmer sig. Adskillige tusinder af unge piger og drenge ruster sig til at stille sig op i kirken og bekræfte deres dåbsløfter. Men spørger man de unge til deres forhold til kirken, mødes man for langt de flestes vedkommende med et lidt pinligt fnis. Alt det der med Gud og Jesus er ikke noget, der skal tales alt for meget om - det er jo herre-kedeligt!
Lad mig slå fast, at nogle af de meget få, unge mennesker, der reelt mener det med kirken og troen alvorligt, er så ulideligt frelste, at det nogen gange ikke er til at holde ud at høre på. Men de mener det trods alt, når de stiller sig op of bekræfter deres tro, så dem har jeg trods alt en gnist af respekt for. De mange tusinder af unge, der helt åbenlyst går ind til at stille sig op og hykle i kirken og med et fjollet, kejtet grin bilder os ind, at de vil bekræfte en tro, de ikke har den ringeste anelse om, hvad drejer sig om - dem hverken kan eller vil jeg respektere!
Hvorfor FANDEN opdrager vi dagens ungdom til, at der vanker stor fest og belønning, når man stiller sig op og hykler? Er der nogen af dem, der går op ad kirkegulvet uden køligt at beregne, hvor mange tusinde kroner, de mon vil kunne sætte ind på deres konto dagen efter konfirmationen? Og hvor stor konkurrence er der ikke gået i at kunne vise sig frem foran kammaraterne som den, der har det sejeste konfirmations-outfit, er blevet stylet dyrest og flottest op i en grad, så det bliver svært at overgå, den dag, de måske skal giftes? Og i at kunne blære sig med at blive afhentet i limousiner, mens de drikker dyr champagne, som de alligevel ikke har hverken udviklede smagsløg eller klasse nok til at sætte pris på?
Forkælede møgunger! Giv dem en skål havregrød, en billig cykel og et fast (HÅRDT) job efter skoletid, så de kan tjene til at få opfyldt nogle af de ønsker, de idag tager som givet, at de bare får leveret. Giv dem noget modspil og MODSTAND, for Helvede. Vi er godt igang med at udvikle endnu en generation af ulideligt selvoptagede egoister, som intet aner om fællesskab, forpligtelse og hårdt slid. Jeg brækker mig!
Nå, så fik den sure, gamle stodder her da lidt luft! Ah!
Lad mig slå fast, at nogle af de meget få, unge mennesker, der reelt mener det med kirken og troen alvorligt, er så ulideligt frelste, at det nogen gange ikke er til at holde ud at høre på. Men de mener det trods alt, når de stiller sig op of bekræfter deres tro, så dem har jeg trods alt en gnist af respekt for. De mange tusinder af unge, der helt åbenlyst går ind til at stille sig op og hykle i kirken og med et fjollet, kejtet grin bilder os ind, at de vil bekræfte en tro, de ikke har den ringeste anelse om, hvad drejer sig om - dem hverken kan eller vil jeg respektere!
Hvorfor FANDEN opdrager vi dagens ungdom til, at der vanker stor fest og belønning, når man stiller sig op og hykler? Er der nogen af dem, der går op ad kirkegulvet uden køligt at beregne, hvor mange tusinde kroner, de mon vil kunne sætte ind på deres konto dagen efter konfirmationen? Og hvor stor konkurrence er der ikke gået i at kunne vise sig frem foran kammaraterne som den, der har det sejeste konfirmations-outfit, er blevet stylet dyrest og flottest op i en grad, så det bliver svært at overgå, den dag, de måske skal giftes? Og i at kunne blære sig med at blive afhentet i limousiner, mens de drikker dyr champagne, som de alligevel ikke har hverken udviklede smagsløg eller klasse nok til at sætte pris på?
Forkælede møgunger! Giv dem en skål havregrød, en billig cykel og et fast (HÅRDT) job efter skoletid, så de kan tjene til at få opfyldt nogle af de ønsker, de idag tager som givet, at de bare får leveret. Giv dem noget modspil og MODSTAND, for Helvede. Vi er godt igang med at udvikle endnu en generation af ulideligt selvoptagede egoister, som intet aner om fællesskab, forpligtelse og hårdt slid. Jeg brækker mig!
Nå, så fik den sure, gamle stodder her da lidt luft! Ah!
torsdag den 8. marts 2012
Tanker på stranden
Jeg ligger på stranden på Tenerife og nyder at lade min vintertrætte krop oplade af solen. Får så øje på noget, jeg ikke ser så tit på en almindelig, offentlig strand: Ikke ret langt fra os er en ung fyr i færd med at give en anden ung fyr massage på ryggen, og det er tydeligt, at de giver sig lov til at nyde berøringen begge to. Ind imellem giver ham, der masserer sig sig lige tid til også at bukke sig forover og kysse den anden i nakken. De ligger i en gruppe af venner, allesammen piger, og der bliver snakket og grinet meget.
Synet gør mig glad - af den enkle grund, at det altid er rart at se andre, der er glade for hinanden. Men også fordi det, at det foregår så stille og roligt og selvfølgeligt, fortæller mig, at vi trods alt er kommet et godt stykke vej, siden jeg var på de to unge fyres alder. Dengang ville det være blevet opfattet som en provokation. Nu er der tilsyneladende ingen, der lægger synderligt mærke til det. Jeg kunne sagtens selv have gjort det dengang, men ville have været mig trodsigt bevidst om, at nu gjorde jeg noget provokerende. Der er intet i de to unge kæresters adfærd, der tyder på, at de opfatter sig selv som provokerende. Dejligt.
Jeg kan huske, hvordan jeg som ung ikke kunne gå to skridt ved siden af min daværende kæreste uden, at vi i hvertfald SKULLE holde hinanden i hånden. For der var Fanden galeme ikke nogen, der skulle komme og sige til mig, at det kunne man ikke! Det blev faktisk lidt anstrengende indimellem. For ærlig talt - det ER jo ikke altid, man lige er til at holde i hånd... Og jeg husker, hvordan vi altid SKULLE stille os op og kysse her og der og allevegne, igen fordi, det var der i hvert ingen, der skulle fortælle os, at vi IKKE skulle. Provokatationen dengang var jo nødvendig på en måde - der VAR vitterlig mange bøvehoveder derude, som trænge til at se, at jo, det kunne man altså godt som to fyre, og nej, vi ville ikke gemme os! Og ja, der var da også en vis fryd forbundet med at forarge borgerskabet dengang. Men igen - det blev jo lidt anstrengende. For det var jo netop ikke helt frit, utvungent og naturligt, men altid noget, der blev fulgt af fornemmelsen af oprør og trods. Nu skulle vi fandeme vise dem, skulle vi!
Idag går jeg og min mand faktisk meget sjældent og holder hinanden i hånden. Det føles ganske enkelt akavet. Vi passer fint sammen på så mange andre måder, men når vi engang imellem tager hinandens hånd under en gåtur, kan vi mærke, at vi går ude af takt, at vores hænder på en eller anden måde føles akavede i hinanden, mens vi går. Og fred være med det. Og... ja, så ligger der faktisk også den lille snert af erkendelse af, at nej, lige her og nu gider jeg ikke være den interessante giraf, som folk glor på - ikke hele tiden, i hvert fald. For, jo folk glor jo stadig. Lidt. Ikke så meget som før, og der bliver ikke råbt efter os, som der blev, da jeg var ung; det er i hvert fald sjældent - dengang var det hverdagskost -men jo, vi er på en eller anden måde stadig dagen lille kulørte indslag, når vi en sjælden gang går hånd i hånd, og det er ikke altid, jeg gider det.
For træerne vokser jo ikke ind i himlen. Der er sket meget, og gudskelov for det. Men de to unge fyre på stranden ligger netop sammen med en flok piger, og ikke sammen med en flok, der også indbefatter såkaldt almindelige heterofyre. Og det er næppe tilfældigt. Og da de senere går tur langs vandet, holder de trods alt ikke hånd - de orker nok heller ikke være dagens kulørte indslag. Eller også går de også bare ude af takt? Og det skal de jo have lov til.
Men det var et rart syn at se dem nyde hinanden. Og jeg blev lidt varm og glad indeni, som man som del af et mindretal altid bliver, når man ser nogle andre, man kan spejle sig i. Det har man brug for.
Det var såmænd bare det, jeg ville sige!
Hej!
Synet gør mig glad - af den enkle grund, at det altid er rart at se andre, der er glade for hinanden. Men også fordi det, at det foregår så stille og roligt og selvfølgeligt, fortæller mig, at vi trods alt er kommet et godt stykke vej, siden jeg var på de to unge fyres alder. Dengang ville det være blevet opfattet som en provokation. Nu er der tilsyneladende ingen, der lægger synderligt mærke til det. Jeg kunne sagtens selv have gjort det dengang, men ville have været mig trodsigt bevidst om, at nu gjorde jeg noget provokerende. Der er intet i de to unge kæresters adfærd, der tyder på, at de opfatter sig selv som provokerende. Dejligt.
Jeg kan huske, hvordan jeg som ung ikke kunne gå to skridt ved siden af min daværende kæreste uden, at vi i hvertfald SKULLE holde hinanden i hånden. For der var Fanden galeme ikke nogen, der skulle komme og sige til mig, at det kunne man ikke! Det blev faktisk lidt anstrengende indimellem. For ærlig talt - det ER jo ikke altid, man lige er til at holde i hånd... Og jeg husker, hvordan vi altid SKULLE stille os op og kysse her og der og allevegne, igen fordi, det var der i hvert ingen, der skulle fortælle os, at vi IKKE skulle. Provokatationen dengang var jo nødvendig på en måde - der VAR vitterlig mange bøvehoveder derude, som trænge til at se, at jo, det kunne man altså godt som to fyre, og nej, vi ville ikke gemme os! Og ja, der var da også en vis fryd forbundet med at forarge borgerskabet dengang. Men igen - det blev jo lidt anstrengende. For det var jo netop ikke helt frit, utvungent og naturligt, men altid noget, der blev fulgt af fornemmelsen af oprør og trods. Nu skulle vi fandeme vise dem, skulle vi!
Idag går jeg og min mand faktisk meget sjældent og holder hinanden i hånden. Det føles ganske enkelt akavet. Vi passer fint sammen på så mange andre måder, men når vi engang imellem tager hinandens hånd under en gåtur, kan vi mærke, at vi går ude af takt, at vores hænder på en eller anden måde føles akavede i hinanden, mens vi går. Og fred være med det. Og... ja, så ligger der faktisk også den lille snert af erkendelse af, at nej, lige her og nu gider jeg ikke være den interessante giraf, som folk glor på - ikke hele tiden, i hvert fald. For, jo folk glor jo stadig. Lidt. Ikke så meget som før, og der bliver ikke råbt efter os, som der blev, da jeg var ung; det er i hvert fald sjældent - dengang var det hverdagskost -men jo, vi er på en eller anden måde stadig dagen lille kulørte indslag, når vi en sjælden gang går hånd i hånd, og det er ikke altid, jeg gider det.
For træerne vokser jo ikke ind i himlen. Der er sket meget, og gudskelov for det. Men de to unge fyre på stranden ligger netop sammen med en flok piger, og ikke sammen med en flok, der også indbefatter såkaldt almindelige heterofyre. Og det er næppe tilfældigt. Og da de senere går tur langs vandet, holder de trods alt ikke hånd - de orker nok heller ikke være dagens kulørte indslag. Eller også går de også bare ude af takt? Og det skal de jo have lov til.
Men det var et rart syn at se dem nyde hinanden. Og jeg blev lidt varm og glad indeni, som man som del af et mindretal altid bliver, når man ser nogle andre, man kan spejle sig i. Det har man brug for.
Det var såmænd bare det, jeg ville sige!
Hej!
mandag den 20. februar 2012
Hunde er ikke børn!
Igår søndag middag kom jeg hjem fra fitnesscentret, som sædvanlig i forventningen om at blive overfaldet af to glade hunde, Ludvig og Karlo. I stedet kom kun Karlo ud, efterfulgt af min mand Finn, som var opløst af tårer. Han var kommet hjem fra sit job som organist lidt før mig og var blevet modtaget af begge hunde, som havde hoppet glade op og ned ad ham, løbet frem og tilbage, som de plejer. Men med ét havde Ludvig givet et kort hyl fra sig, faldet om på gulvet og med et par små spjæt var han pludselig død, 13 år gammel. Et pludseligt hjertestop.
Det er trist og chokerende så pludseligt at skulle miste et kært væsen. Et væsen, man har elsket højt, og som har bragt en så mange glæder. Vi vidste, han var ved at være gammel, men havde troet, han skulle holde et par år endnu, for de små pudler kan snildt blive både 15 og 16 år gamle. Men midt i chocket var det også en lettelse og en vemodig glæde, at han slap herfra så let of smertefrit, midt mens han var igang med at lege.
Det var så bare lidt tanker forårsaget af en sød og velment hilsen i anledning af vores ene hunds død. Vores hund, som har haft et fint og godt hunde-liv, med alt hvad det indebærer af opmærksomhed, gnasken i kødben, guffen i stinkende tørrede oksehuder, mæsken sig i kattelort, når vi ikke nåede at stoppe det, tullen sig i ildelugtende kadavere på stranden, så han måtte vaskes bagefter, graven huller i haven og så videre. Og når man anskaffer sig en hund, ved man også, at man får en stor sorg, den dag den dør. Men også at sådan må det jo være, da de ikke lever længere, end de gør. At miste et barn ville unægtelig være en helt anderledes katastrofe. Med hunden ser vi med vemod og masser af taknemlighed tilbage på alle de glæder, den har givet os.
Og lige nu sidder et-årige Karlo så ved siden af mig og gnasker lyksaligt i et oksehudsben. Han skal så give os mange nye glæder i de kommende år. Heldigvis.
Behøver jeg at fortælle, at vi begge græd meget igår? Jeg sad længe med min gamle ven på skødet og knugede ham til mig, mens tårerne fik frit løb. Tog mig oven i købet i at forsøge at ruske liv i ham, for det kunne da ikke passe... Han blev begravet i haven ved siden af vores gamle kat Valde, som vi mistede for tre år siden. Også dengang blev der grædt igennem.
Som med så mange andre hændelser skrev jeg også lidt om Ludvigs død på Facebook. Fik masser af søde og kærlige hilsener, og det var fint. En af de mange hilsener sagde det, jeg så tit har hørt sagt i venlighed, at Ludvig jo var vores barn. Og her måtte jeg så takke pænt, men alligevel protestere; nej, Ludvig var ikke vores barn. Han var vores hund. Som jeg har protesteret hver gang, jeg har hørt nogen sige sådan.
For det første gør man ikke hundene nogen tjeneste ved at bilde sig selv ind, at de er ens børn. Hunde er hunde, og ikke mennesker. De reagerer som hunde, opfører sig som hunde og tænker og føler ikke som små mennesker. At bilde sig selv andet ind er at stikke sig selv blår i øjnene. Og det gavner ikke hunden. Hunden har krav på at blive mødt og behandlet som det væsen, det dyr den er. Et dyr, som knytter sig til én takket være hundenes enestående flokmentalitet, og et dyr, som vi knytter os til, fordi de giver os en masse gode stunder sammen med dem. Og ja - jeg vil da godt gå så langt som til at indrømme, at i kraft af, at vi ingen børn har, så kommer vores hunde da til at fylde mere i vores liv, end hvis vi havde børn. Men de hverken kan eller skal erstatte børn.
Allerede som sekstenårig, da jeg indså, at jeg var bøsse, indså og accepterede jeg også, at jeg ikke ville komme til at få børn. Og det har jeg levet fint og godt med siden. Jeg konstaterer, at idag brydes familjenormerne op på mange ledder, og fred være med det. Lad de bøsser og lesbiske og enlige, som finder veje til alligevel at få børn, gøre det, hvis det er det de vil. Det har bare ikke været mit ønske. Jeg kan ikke rigtig sige mig fri for en lille gnavende fornemmelse af, at når så mange idag partout vil have børn på trods af, at de lever i omstændigheder, hvor dette ikke ellers ville ske af såkaldt "naturlig" vej - hvad "naturlig" så end vil sige - så er det også i en iver efter at passe ind i en normalitet, som de egentlig ikke rigtig passer i. Og jeg kan ikke lade være med at fundere over, om det med tiden kommer til at lægge et større pres på de af os, som ikke går den vej - om vi dog ikke kunne tilpasse os lidt mere?
Ligger der i virkeligheden i de venligt misforståede ord om, at hundene jo er vores børn, et lille forventningspres om at få vores livsform som anderledes til at passe ind i det almindelige far-mor-og-børn-billede? På samme måde, som når folk i ramme alvor kan finde på at spørge mig, hvem af os herhjemme, der er manden, og hvem der er kvinden? Fordi så bliver det lettere at få til at glide ned, at vi er lidt.... mærkelige... Meget søde, men lidt mærkelige. Ligesom den enlige må være mærkelig, for man skal da have en familie? Og når jeg forklarer, at her er der altså ingen, der er "kvinden" - hvad det så end betyder - vi er begge to mænd - hvad det så end betyder. At hverken Finn eller jeg pludselig bliver forvandlet til en kvinde, hvis vi en dag laver mad eller gør andet af det, man af for mig ubegribelige årsager stadig betegner som kvindeligt. (Se i øvrigt mit tidligere indlæg om "rigtige drenge" og "rigtige piger").
torsdag den 16. februar 2012
Levende børn!?!
Undskyld, men jeg undrer mig sgu! Hver gang, jeg kommer kørende på en eller anden vej, og ser, at nogen har sat et skilt ud på vejen, hvor der står "Pas på - levende børn!"
JA - jeg VED godt, jeg skal køre ordentligt! Men derfor KAN man jo også lære sit præmieyngel, at de skal passe på - både i bilen og på vejene....
Eller skal vi til at have en hel skilteskov med "Pas på, forvirrede ældre!, "Giv agt, stressede voksne!" og "Teenagers med ipods i ørerne forude!"?
Ja, jeg HAR sgu da aldrig oplevet at komme kørende på en vej, hvor det flød med døde børn! Hvad ville det ikke ligne? Den samme undren kommer op i mig, når jeg i bagruden på en bil ser skiltet : "Levende børn i bilen." Ja, hvor tit kører vi rundt med døde børn på bagsmækken? Nogen gange står der også bare "Børn i bilen," og JA, jeg ved da godt, at meningen er, at så skal vi tage ekstra hensyn - for så vidt fint nok. Jeg KAN bare ikke lade være med at danne mig nogle sære billeder oven i knolden af folk, der kommer kørende bag mig og tænker:
"Nåh, der står jo IKKE noget med "børn i bilen" på den der øse foran mig, så den potter jeg sgu lige ind i! Eller:
"Nåh, her er det kun voksne og gamle, der går over gaden, så her behøver jeg ikke passe på - dem kan jeg da bare køre ned!"
Eller er meningen med "Børn i bilen"-skiltene, at jeg skal passe ekstra på, fordi føreren af bilen formodes at blive evigt distraheret af sit uopdragne krapyl på bagsædet, så vedkommende formodes at køre med hovedet under armen foran mig?
Hmm...JA - jeg VED godt, jeg skal køre ordentligt! Men derfor KAN man jo også lære sit præmieyngel, at de skal passe på - både i bilen og på vejene....
Eller skal vi til at have en hel skilteskov med "Pas på, forvirrede ældre!, "Giv agt, stressede voksne!" og "Teenagers med ipods i ørerne forude!"?
tirsdag den 31. januar 2012
Fisseletten ser sport!
Her har jeg i årevis raset mod enhver form for tv-transmitteret sport og fnyst hånligt og fuld af foragt, og så sker dette! Verden er af lave! Hvad bliver ikke det næste? Nå, men én ting er jeg sikker på: fodbold kommer jeg sgu aldrig til ar følge med i! Der sker jo ikke en skid. Man sidder i to gange 45minutter og siger: "Synd, mand!" hver gang, der alligevel ikke kom et mål ud af det. Så er der da anderledes fut over håndbold! Og så appelerer håndbold tilsyneladende til en anden kategori af udøvere; nogle med bare lidt mere hjernekapasitet end den gennemsnitlige fodboldspiller, som kun kan tale i nutid og dårligt sætte to sammenhlængende sætninger sammen, når de skal udtale sig efter kampen.
At sportstrænede unge mænd er et behageligt syn, gør selvfølægelig ikke oplevelsen af kampen mindre. Hvor får jeg dog lyst til at klappe den lille, nuttede Anders Eggert oven på hovedet og give ham en krammer. Han ER da yndig! Så mangler vi bare at tv-kanalerne udvider deres public-service-forpligtelse og følger med ud under bruserne efter kampen. SÅ var der da valuta for pengene!
lørdag den 21. januar 2012
Ud af homo-båsen?
Forfatteren Kristina Nya Glaffey bliver i sektionen Bøger i dagens Politiken (21/1 2012) interviewet i anledningen af hendes roman "Padder og andre krybdyr". Her gør hun opmærksom på et dilemma, som jeg godt kan nikke genkendende til: At vi som homoer tit bliver sat i bås med - og også kommer til at sætte os selv i bås med - alle andre homoer og derfor ofte krummer tæer, når en af slagsen siger eller gør noget tåbeligt, f.eks. på TV. At vi så sidder og føler vores identitet tilsmudset af de andres dårlige smag.
"Når jeg ser endnu et indslag i TV-avisen om et lesbisk par, der gerne vil giftes i ens brudekjoler, så bliver jeg irriteret," siger hun. "Fordi jeg føler, det har noget med mig at gøre. Som om deres livsstil og valg smitter af på mig. Men det er jo komisk og siger mest om mig, at jeg opfatter det på den måde. En heteroseksuel mand bliver jo ikke pinligt berørt over andre mænds uheldige udtalelser i medierne. For det siger ikke noget om ham."
Kors, hvor jeg kender det! Hvor tit har jeg ikke siddet og græmmet mig, når jeg (af en eller anden grund) igen har siddet og set på "Dagens mand med bøsser" på TV2. Skreget til skærmen, at hvorfor Helvede skal de absolut finde sådan en samling over-opkørte, giftige og skabagtige hu-hej-bøsser? Og hvorfor Fanden skal VI altid præsenteres som "farverige bøsser"? Og jo - jeg kan selv godt lide at være sjov og farverig - men sgu da ikke helt tiden.... Problemet ligger jo netop i det der "VI", som jeg pr automatik kommer til at sætte foran ordet "bøsser", hver gang nogen af slagsen toner frem på skærmen. Som om jeg forventer, at de skal repræsentere mig i et og alt, blot fordi vi har dette ene - vores seksuelle præference for vores eget køn - tilfælles. Og hvor tit har jeg ikke krummet tæer, når en eller anden bøsse har udtalt sig tåbeligt i TV? Når en flok hujende Grand-Prix-elskende bøsser med løse håndled og stemte s'er fortæller, at det zimpelthen er zå zindsygt zkønt at ze Grand Prix. Støn!
Jeg mindes en fødselsdagsfest for en af mine bekendte for nogle år siden. Fødselaren var bøsse ligesom mig selv, og det samme var størstedelen af de fremmødte gæster. Alligevel følte jeg mig gevaldigt udenfor og tumlede med, hvordan det dog kunne være. Jeg var af egen fri vilje flyttet til provinsen noget forinden, nød min tilværelse med min mand i relativ ro og fred på Falster og havde venner og gode bekendte hernede, som jeg havde langt flere interesser tilfælles med end den flok "forrygende", opkørte og hvinende bøsser, som var majoriteten i selskabet. Da vi skulle spise, stillede jeg mig lidt i baggrunden og så på, hvordan folk bænkede sig ved bordene. Alle de andre bøsser fandt sammen ved borde, hvor der blev råbt og hujet, og jeg fandt mig så - som den eneste bøsse, kunne jeg fornemme - et bord, hvor alle de andre så ud til at være heteroseksuelle. Og hvordan kunne jeg se, at de var det? Tja, de téede sig ikke på samme måde som alle de "forrygende"og sad og udstrålede en lidt forsigtigt måbende, men - fornemmede jeg - også lidt anstrengt velvillig beklemthed over det selskab, de var havnet i. Der satte jeg mig og åndede lettet op over at kunne samtale stille og roligt og slippe for at spille med på rollen som opkørt skrige-svans. Den rolle havde jeg spillet så rigeligt som ung, men orkede ikke at blive hængende i den på samme måde som mine jævnaldrende "medsøstre" i selskabet. Og ja, så var de altså bare en af de der aftener, hvor jeg var mest i humør til at være afdæmpet.
Jeg hører tit fra søde og velmenende heteroer, at ih, de kan så godt lide bøsser, for de er altid så søde, de er altid så kreative, de er altid så sjove o.s.v. o.s.v.. Og jeg protesterer som regel - når jeg orker det - og siger, at jeg altså kender masser af bøsser, der er nogle dumme svin; jeg kan oven i købet (som alle andre) selv være et af slagsen en gang imellem. Og jeg har mødt masser af bøsser, der er røvkedelige, og ja; jeg kan også selv være det indimellem. Og gider altså ikke blive sat i bås!
Jo, der er ting, vi homoer har til fælles. Følelsen af at tilhøre en minoritet med alt hvad dertil hører af muligheder for misbilligelse, seen skævt til og fordomme. Og det giver os en fornemmelse af samhørighed, som både kan være vigtig og befriende. Når og hvis man føler sig truet og set ned på, har man brug for nogen at føle samhørighed med. Og nogen at grine sammen med. Den rå og ironiske tone, som mange bøsser har taget til sig, har været et effektivt værn mod en misbilligende omverden. Men i takt med, at fordommene nedbrydes, og vi opnår større ligestilling, bliver der plads og rum til at opdage, hvor forskellige vi også er - og gudskelov for det. Og derfor søger flere og flere af os ud af den homoseksuelle subkultur og finder fællesskab andre steder, med folk, vi deler (andre) interesser med, deler holdninger med og kan spejle os i på andre områder end lige det seksuelt definerede. Og det er forfriskende. Og så kan vi derudover også finde fællesskab i homokulturen - af og til.
Men når jeg siger, at jeg ikke vil sættes i bås, bliver jeg nødt at huske på på, at jeg så også selv lade være med at anbringe mig i den dér bås - hele tiden.
"Når jeg ser endnu et indslag i TV-avisen om et lesbisk par, der gerne vil giftes i ens brudekjoler, så bliver jeg irriteret," siger hun. "Fordi jeg føler, det har noget med mig at gøre. Som om deres livsstil og valg smitter af på mig. Men det er jo komisk og siger mest om mig, at jeg opfatter det på den måde. En heteroseksuel mand bliver jo ikke pinligt berørt over andre mænds uheldige udtalelser i medierne. For det siger ikke noget om ham."
Kors, hvor jeg kender det! Hvor tit har jeg ikke siddet og græmmet mig, når jeg (af en eller anden grund) igen har siddet og set på "Dagens mand med bøsser" på TV2. Skreget til skærmen, at hvorfor Helvede skal de absolut finde sådan en samling over-opkørte, giftige og skabagtige hu-hej-bøsser? Og hvorfor Fanden skal VI altid præsenteres som "farverige bøsser"? Og jo - jeg kan selv godt lide at være sjov og farverig - men sgu da ikke helt tiden.... Problemet ligger jo netop i det der "VI", som jeg pr automatik kommer til at sætte foran ordet "bøsser", hver gang nogen af slagsen toner frem på skærmen. Som om jeg forventer, at de skal repræsentere mig i et og alt, blot fordi vi har dette ene - vores seksuelle præference for vores eget køn - tilfælles. Og hvor tit har jeg ikke krummet tæer, når en eller anden bøsse har udtalt sig tåbeligt i TV? Når en flok hujende Grand-Prix-elskende bøsser med løse håndled og stemte s'er fortæller, at det zimpelthen er zå zindsygt zkønt at ze Grand Prix. Støn!
Jeg mindes en fødselsdagsfest for en af mine bekendte for nogle år siden. Fødselaren var bøsse ligesom mig selv, og det samme var størstedelen af de fremmødte gæster. Alligevel følte jeg mig gevaldigt udenfor og tumlede med, hvordan det dog kunne være. Jeg var af egen fri vilje flyttet til provinsen noget forinden, nød min tilværelse med min mand i relativ ro og fred på Falster og havde venner og gode bekendte hernede, som jeg havde langt flere interesser tilfælles med end den flok "forrygende", opkørte og hvinende bøsser, som var majoriteten i selskabet. Da vi skulle spise, stillede jeg mig lidt i baggrunden og så på, hvordan folk bænkede sig ved bordene. Alle de andre bøsser fandt sammen ved borde, hvor der blev råbt og hujet, og jeg fandt mig så - som den eneste bøsse, kunne jeg fornemme - et bord, hvor alle de andre så ud til at være heteroseksuelle. Og hvordan kunne jeg se, at de var det? Tja, de téede sig ikke på samme måde som alle de "forrygende"og sad og udstrålede en lidt forsigtigt måbende, men - fornemmede jeg - også lidt anstrengt velvillig beklemthed over det selskab, de var havnet i. Der satte jeg mig og åndede lettet op over at kunne samtale stille og roligt og slippe for at spille med på rollen som opkørt skrige-svans. Den rolle havde jeg spillet så rigeligt som ung, men orkede ikke at blive hængende i den på samme måde som mine jævnaldrende "medsøstre" i selskabet. Og ja, så var de altså bare en af de der aftener, hvor jeg var mest i humør til at være afdæmpet.
Jeg hører tit fra søde og velmenende heteroer, at ih, de kan så godt lide bøsser, for de er altid så søde, de er altid så kreative, de er altid så sjove o.s.v. o.s.v.. Og jeg protesterer som regel - når jeg orker det - og siger, at jeg altså kender masser af bøsser, der er nogle dumme svin; jeg kan oven i købet (som alle andre) selv være et af slagsen en gang imellem. Og jeg har mødt masser af bøsser, der er røvkedelige, og ja; jeg kan også selv være det indimellem. Og gider altså ikke blive sat i bås!
Jo, der er ting, vi homoer har til fælles. Følelsen af at tilhøre en minoritet med alt hvad dertil hører af muligheder for misbilligelse, seen skævt til og fordomme. Og det giver os en fornemmelse af samhørighed, som både kan være vigtig og befriende. Når og hvis man føler sig truet og set ned på, har man brug for nogen at føle samhørighed med. Og nogen at grine sammen med. Den rå og ironiske tone, som mange bøsser har taget til sig, har været et effektivt værn mod en misbilligende omverden. Men i takt med, at fordommene nedbrydes, og vi opnår større ligestilling, bliver der plads og rum til at opdage, hvor forskellige vi også er - og gudskelov for det. Og derfor søger flere og flere af os ud af den homoseksuelle subkultur og finder fællesskab andre steder, med folk, vi deler (andre) interesser med, deler holdninger med og kan spejle os i på andre områder end lige det seksuelt definerede. Og det er forfriskende. Og så kan vi derudover også finde fællesskab i homokulturen - af og til.
Men når jeg siger, at jeg ikke vil sættes i bås, bliver jeg nødt at huske på på, at jeg så også selv lade være med at anbringe mig i den dér bås - hele tiden.
Abonner på:
Opslag (Atom)
