torsdag den 20. december 2012

Fri mig for undergangen!

Nede på et bjerg i Frankrig vrimler det i disse dage med folk, der med den hellige frelstheds stråleglans i øjnene danser kædedans med hjemmelavede hatte af sølvfolie af den slags, vi andre bruger til madpakker. Når de ikke danser kædedans sidder de i meditativ tilstand eller ligger ned for ligesom at mærke bjergets "energier". De fastboende går rundt og glæder sig til, at hele hurlumhejet er overstået, og alle dise alternopater pakker deres rygsække og rejser hjem igen. Og det kommer de til på lørdag, formodentlig godt slukørede.
De fikse madpakke-hatte skulle angiveligt øge deres chancer for at blive taget med ombord i UFO. Rumvæsener har åbenbart en svaghed for sølvfolie! Når disse glade alternopater så gerne vil fragtes væk i en UFO, er det fordi de er overbeviste om, at Jorden går under på fredag d. 21/12 2012. Det har de udledt af at studere Maya-indianernes gamle kalender, som slutter netop den dato.
Jamen, det er da mageløst, hvad folk i deres higen efter ny mening med tilværelsen kan få sig selv til at tro på. Og ja, jeg skal gerne indrømme, at jeg selv i mine yngre dage har smagt på mangt og meget af det, man betegner som New-Age. Positiv tænkning, buddhisme, biodynamisk gedemalkning, krystalpendulering og falden i svime over Shirley McLaine og hendes bøger om reinkarnation; been there, done that.
Så meget desdo bedre føles det at være landet så nogenlunde sikkert på begge ben med en (efter sigende) sund gang skepsis over for alt dette Aura-for Laura-væsen. Set i bagklogskabens ulideligt skarpe lys må jeg idag klukke af grin af alle de flips, jeg har kørt med på. Og ja, jeg har også læst Lars Muhls bog om hans møde med den såkaldte mester på omtalte bjerg i Frankrig, hvor "energierne" (suk!) skulle være ekstra stærke. Den hoppede jeg så ikke lige på. Tænkte vel nærmest, at manden måtte have drukket af natpotten - vel at værke en natpotte, som var blevet brugt af en mescalin-misbruger eller lignende.
Nej, jeg glæder mig til, at livet går videre efter på fredag. Og så er jeg spændt på, hvad alle alternopaterne så finder på næste gang, de skal finde en kæphest, de kan skamride - en ny fikst udtænkt knage, de kan hænge deres higen efter spænding i tilværelsen op på.

tirsdag den 28. august 2012

Nej, Helle Thorning er ikke homofob!




Det har vakt stor medie-opstandelse, at vores statsminister Helle Thorning i lørdags i Politiken gik ud og afviste, at hendes mand skulle være homoseksuel. Baggrunden for dementien er påstande, som vil komme frem i den undersøgelseskommission, som skal afdække SKAT-Københavns læk til medierne i den nu forlængst overståede skattesag, hvor Helle Thornings mand Stephen Kinnock blev frifundet for forsøg på skattefusk. Og hvor dele af den tidligere regering er kommet i et særdeles uheldigt søgelys.
Mange har taget sig til hovedet og undret sig over, hvorfor i alverden Helle T nu går ud med sådan en melding. Mange har - med god grund - spurgt sig selv, hvad i alverden det dog vedkommer offentligheden, om statsministerens mand skulle være til det ene eller det andet eller det tredje. Og nej, det vedkommer da sådan set heller ikke os.
Mange vil da også beskylde vores statsminister for dobbeltoral, når hun den ene dag går med i Gay-Pride-optoget for at bakke op om homoseksuelles rettigheder, og så kort tid efter går ud og overhovedet bruger energi på at slå fast, at nej, hendes mand er altså IKKE bøsse. Nogle vil - i den politiske korrektheds navn - himle op om, at hvis man er optaget af at benægte en eller andens homoseksualitet, så MÅ det da være tegn på, at man inderst inde er en fæl homofob. Så er det, jeg får lyst til at sige: Tag lige og klap hesten!
Helle Thornig ved, at i det øjeblik undersøgelseskommissionen går igang, vil det komme frem, at parrets tidligere revisor har påstået, at hendes mand skulle være homo-eller biseksuel. Og i det øjeblik vil medierne svælge i netop det og dermed stille spørgsmålstegn ved parrets ægteskab. Det er desværre et faktum, at kendte mennesker og ledende politikere i særdeleshed må leve med, at deres privatliv konstant bombarderes af alle former for rygtedannelse. Så skal de skilles, så skal de ikke, og det er alt sammen ganske vist; især i det, vi kalder den kulørte presse, men også i blade som BT og Ekstrabladet, som kalder sig aviser, men som ofte ikke er andet end sladdersprøjter, desværre.
I påstanden om, at Stephen Kinnoch skulle være bøsse, ligger der også en påstand om, at hans og Helle Thornings ægteskab bygger på en løgn. Og det sætter et stort spørgsmålstegn ved en persons troværdighed, når man påstår, at hendes ægteskab er forløjet. Hvis nu den lokale sladder gav sig til at sprede rygter om, at min mand Finn i virkeligheden var til damer, ville jeg da også fare i flint og benægte det højlydt. Deri ligger der fra mig ingen fordomme eller afstandstagen overfor heteroseksualitet; bare en simpel konstantering af, at nej, sådan ligger landet så ikke for os. Den samme ret må man tilstå Helle Thorning: retten til at sige fra og sige, at sådan og sådan er det, og sådan er det så IKKE! Det gør hende altså ikke til homofob, som visse hystader vil påstå.
At gå ud og tage sagen i opløbet, som Helle Thorning her har gjort, er for mig at se et klogt træk. Og et godt forsøg på at tage brodden ud af en debat, der meget nemt kunne løbe helt af sporet. Om det er lykkedes, vil tiden vise. Man kan håbe det. Og håbe, at focus bliver på det væsentlige i den: Hvorfor har SKAT lækket oplysninger om den daværende statsministerkandidat til medierne, og hvilken rolle har den daværende regerings rådgivere - og hvad der er endnu værre: medlemmer  - spillet i det alt andet end kønne forøb.

søndag den 22. juli 2012

Søndag morgen



Vågnede stille og roligt. Min lille hund Karlo strakte sig i sit leje under min ene armhule, lagde sin snude tæt op af min hals og gabte. Jeg kunne høre min mand Finn rumstere ude i køkkenet. Han er mere morgenmand en jeg. Selv nyder jeg at ligge lidt længe på mine fridage. Finn skulle til Væggerløse kirke og spille orgel. Jeg venter med at tage med ham, når han skal spille i Gedser Kirke i aften.
Inde fra gæsteværelset kunne jeg svagt høre min ene storesøsters snorken. Hun og svoger og deres lille hund ligger derinde. De er hernede på deres faste årlige sommerferiebesøg. Forude venter en uge med ture ud i det blå, restaurantbesøg, et par udstillinger, Nykøbing F-revyen, forhåbentlig et par dukkerter i Østersøen samt stille stunder, hvor vi allesammen sidder og læser lidt hver for sig. De er nemme at have på besøg; ved, hvor kaffen står, skal ikke serviceres synderligt og bruger vores hus og have som deres andet hjem, et sted, hvor de rekreerer og lader op. Det er dejligt at have gæster på den måde.
Jeg stod enelig op efter at have rodet rundt i sengen og leget med hunden, gik ud i haven, fodrede guldfiskene i dammen og gav kanariefuglene og dværgvagtlerne i volieren frisk mad og vand. Satte mig i morgenkåbe og kiggede på, mens de kastede sig over de agurketern, jeg have givet dem. Nød at vågne lidt mere op, mens at par af han-kanarierne sang deres smukke triller om kap med havens mange fugle.
Gik ind og fodrede Karlo, fodrede mig selv og satte mig til at hælde ugens rationer af livsforlængende medicin op i portionsæskerne. Sendte en kærlig tanke til Rigshospitalet, som har forvandlet min hivstatus fra en dødelig trussel til noget, jeg snildt kan leve med - og oven i købet leve meget længe med. Tak for det!
Nu begynder søster og svoger at rumstere rundt. Finder selv morgenmad. Om lidt kører jeg ind til Nykøbing og træner lidt i fitnesscentret. Når jeg så kommer tilbage, må vi se, hvad dagen ellers vil bringe.
Livet er nu egentlig en glimrende indretning!

lørdag den 7. juli 2012

De helliges flugt fra folkekirken




Jesus Maria! I diverse medier kan man nu erfare, at en del medlemmer forlader folkekirken for at danne nye frimenigheder. Det skulle ske i protest mod kirkeministeriet og den nye lov, som tillader homoseksuelle at blive viet i kirken. Flugten finder især sted blandt medlemmerne af Luthersk Mission, Indre Mission og andre fanatiske kirkebevægelser. Og ærlig talt - det kan jeg da kun græde tørre tårer over. Begge bevægelser er noget, Fanden har skabt en dag, da han var i særdeles ondt lune - hvis man ellers tror på Fanden, hvad de jo gør! Selv er jeg overbevist om at han/hun/den/det er en forskruet konstruktion for at skræmme folk til at makke ret og rette ind. Eller slet og ret et billede på den ondskab vi alle - også - har i os.
De forargede over muligheden for homovielser henviser igen og igen til Bibelen som Guds ord og til Tredje Mosebog, kapitel 18, vers 22: Hos en mand må du ikke ligge, som du ligger med en kvinde; det er en vederstyggelighed. Man glemmer bare at nævne, at lidt efter, i kapitel 19, står der: I må ikke runde håret på tindingerne; og du må ikke studse dit skæg. Hvor mange af de meget bibeltro retter sig lige efter det idag? I Femte Mosebog står der den herligste opremsning af dyr, man ikke må spise, da de er urene; ikke bare grisen, som vi smæsker os i især til en af de største kristne højtider, julen; nej, man må heller ikke spise harer, og heller ikke rejer og skaldyr, for af dyr, der lever i vandet, må man kun spise dyr med finner og skæl ifølge samme Moses. Struds er også strengt forbudt! Hvor mange kristne spiser ikke en gang imellem strudsekød, når de skal have noget lidt eksotisk?
Der er så mange forbud i Det Gamle Testamente, at det er til at blive svimmel af. Blandt andet skulle kvinder være urene, når de har menstruation, og der er strenge regler for, hvad de så må og ikke må imens. Og stort set alle kristne er enige om, at disse regler behøver man ikke rette sig efter. Henvisningerne til, hvordan husets herre måtte ligge med sin træl og reglerne for flerkoneri har vi jo også kasseret i vores moderne samfund. Disse mange regler gjorde Jesus på mange måder op med. Men lige det der med, at en mand ikke må ligge med en anden mand; det er der så stadig en del, som anser for meget vigtigt.
Bibelen er menneskers ord om Gud. Ikke omvendt. Den skal læses i den historiske sammenhæng, den er skrevet i. De var engang praktiske leveregler for de nomadesamfund, folk levede under på den tid, da teksterne blev nedfældet. Nedfældet af folk, som nok var inspirerede af troen og søgte sandheden; men netop af mennesker, med hvad dertil hører af menneskelige fejl og begrænsninger. Det er ikke en facitliste, man kan slå op i og finde alle svarene. Derved adskiller kristendommen sig fra både den orthodokse jødedom og fra islam. Som kristen er du nødt til at tænke selv - og det er selvfølgelig også besværligt! Men det giver os altså en frihed til at tage vores tvivl og fornuft med på råd, også selvom vi søger svar i vores tro - så stor og stærk eller lille og svag, den nu måtte være.

onsdag den 16. maj 2012

Jeg, en dræbersnegl

Venstres sammenbidte furie Birthe Rønn Hornbech har i en høring om homoseksuelle vielser udtalt, at dræbersnegle er nogle af de eneste væsener, for hvem det er normalt at parre sig med sit eget køn. I sandhed et rammende og poetisk billede, der her slipper ud under fruens vandondulerede manke!
Nu er jeg jo ikke som sådan tilhænger af at være hverken paranoid eller sart, så lad mig da vende billedet om og tage sammenligningen på mig: Måske er der i virkeligheden noget smukt over at blive sammenlignet med dette sejlivede bløddyr? For nej, uanset at mange pæne or ordentlige folk ikke bryder sig om homser, så er vi ikke sådan til at slå ihjel. Vi bliver ved med at myldre frem i tide og utide, selv der hvor folk helst var fri for vores tilstedeværelse. Nogle af os er oven i købet altædende - selvom vi da også er nogle, som giver os selv lov til at være kræsne, men hvad pokker... Nogle holder sågar til bag buskene i storbyens parker, hvor de kommer frem ved nattetide og gør unævnelige ting - pu-bad (så vidt jeg husker - det er længe siden...)! Og ligesom dræbersneglene er der da også mange af os, der er særdeles glade for øl, selvom vi ikke ligefrem drukner i det, når det bliver stillet frem.
Men der er nu noget ganske befriende over at være lidt slimet en gang imellem, så what the fuck! Lad blot Birthemusen fremture med sine poetiske billeder. Man kan dog spekulere på, om konen er på rød fluesvamp eller andet euforiserende, men lad det nu ligge! Kedelig er gimpen sgu ikke!

mandag den 9. april 2012

Tillykke med hykleriet!

Så skal vi fanden hyleme til det igen: årets store parade udi massehykleri - med andre ord; konfirmationstiden nærmer sig. Adskillige tusinder af unge piger og drenge ruster sig til at stille sig op i kirken og bekræfte deres dåbsløfter. Men spørger man de unge til deres forhold til kirken, mødes man for langt de flestes vedkommende med et lidt pinligt fnis. Alt det der med Gud og Jesus er ikke noget, der skal tales alt for meget om - det er jo herre-kedeligt!
Lad mig slå fast, at nogle af de meget få, unge mennesker, der reelt mener det med kirken og troen alvorligt, er så ulideligt frelste, at det nogen gange ikke er til at holde ud at høre på. Men de mener det trods alt, når de stiller sig op of bekræfter deres tro, så dem har jeg trods alt en gnist af respekt for. De mange tusinder af unge, der helt åbenlyst går ind til at stille sig op og hykle i kirken og med et fjollet, kejtet grin bilder os ind, at de vil bekræfte en tro, de ikke har den ringeste anelse om, hvad drejer sig om - dem hverken kan eller vil jeg respektere!
Hvorfor FANDEN opdrager vi dagens ungdom til, at der vanker stor fest og belønning, når man stiller sig op og hykler? Er der nogen af dem, der går op ad kirkegulvet uden køligt at beregne, hvor mange tusinde kroner, de mon vil kunne sætte ind på deres konto dagen efter konfirmationen? Og hvor stor konkurrence er der ikke gået i at kunne vise sig frem foran kammaraterne som den, der har det sejeste konfirmations-outfit, er blevet stylet dyrest og flottest op i en grad, så det bliver svært at overgå, den dag, de måske skal giftes? Og i at kunne blære sig med at blive afhentet i limousiner, mens de drikker dyr champagne, som de alligevel ikke har hverken udviklede smagsløg eller klasse nok til at sætte pris på?
Forkælede møgunger! Giv dem en skål havregrød, en billig cykel og et fast (HÅRDT) job efter skoletid, så de kan tjene til at få opfyldt nogle af de ønsker, de idag tager som givet, at de bare får leveret. Giv dem noget modspil og MODSTAND, for Helvede. Vi er godt igang med at udvikle endnu en generation af ulideligt selvoptagede egoister, som intet aner om fællesskab, forpligtelse og hårdt slid. Jeg brækker mig!

Nå, så fik den sure, gamle stodder her da lidt luft! Ah!

torsdag den 8. marts 2012

Tanker på stranden

  Jeg ligger på stranden på Tenerife og nyder at lade min vintertrætte krop oplade af solen. Får så øje på noget, jeg ikke ser så tit på en almindelig, offentlig strand: Ikke ret langt fra os er en ung fyr i færd med at give en anden ung fyr massage på ryggen, og det er tydeligt, at de giver sig lov til at nyde berøringen begge to. Ind imellem giver ham, der masserer sig sig lige tid til også at bukke sig forover og kysse den anden i nakken. De ligger i en gruppe af venner, allesammen piger, og der bliver snakket og grinet meget.
  Synet gør mig glad - af den enkle grund, at det altid er rart at se andre, der er glade for hinanden. Men også fordi det, at det foregår så stille og roligt og selvfølgeligt, fortæller mig, at vi trods alt er kommet et godt stykke vej, siden jeg var på de to unge fyres alder. Dengang ville det være blevet opfattet som en provokation. Nu er der tilsyneladende ingen, der lægger synderligt mærke til det. Jeg kunne sagtens selv have gjort det dengang, men ville have været mig trodsigt bevidst om, at nu gjorde jeg noget provokerende. Der er intet i de to unge kæresters adfærd, der tyder på, at de opfatter sig selv som provokerende. Dejligt.
  Jeg kan huske, hvordan jeg som ung ikke kunne gå to skridt ved siden af min daværende kæreste uden, at vi i hvertfald SKULLE holde hinanden i hånden. For der var Fanden galeme ikke nogen, der skulle komme og sige til mig, at det kunne man ikke! Det blev faktisk lidt anstrengende indimellem. For ærlig talt - det ER jo ikke altid, man lige er til at holde i hånd... Og jeg husker, hvordan vi altid SKULLE stille os op og kysse her og der og allevegne, igen fordi, det var der i hvert ingen, der skulle fortælle os, at vi IKKE skulle. Provokatationen dengang var jo nødvendig på en måde - der VAR vitterlig mange bøvehoveder derude, som trænge til at se, at jo, det kunne man altså godt som to fyre, og nej, vi ville ikke gemme os! Og ja, der var da også en vis fryd forbundet med at forarge borgerskabet dengang. Men igen - det blev jo lidt anstrengende. For det var jo netop ikke helt frit, utvungent og naturligt, men altid noget, der blev fulgt af fornemmelsen af oprør og trods. Nu skulle vi fandeme vise dem, skulle vi!
  Idag går jeg og min mand faktisk meget sjældent og holder hinanden i hånden. Det føles ganske enkelt akavet. Vi passer fint sammen på så mange andre måder, men når vi engang imellem tager hinandens hånd under en gåtur, kan vi mærke, at vi går ude af takt, at vores hænder på en eller anden måde føles akavede i hinanden, mens vi går. Og fred være med det. Og... ja, så ligger der faktisk også den lille snert af erkendelse af, at nej, lige her og nu gider jeg ikke være den interessante giraf, som folk glor på - ikke hele tiden, i hvert fald. For, jo folk glor jo stadig. Lidt. Ikke så meget som før, og der bliver ikke råbt efter os, som der blev, da jeg var ung; det er i hvert fald sjældent - dengang var det hverdagskost -men jo, vi er på en eller anden måde stadig dagen lille kulørte indslag, når vi en sjælden gang går hånd i hånd, og det er ikke altid, jeg gider det.
  For træerne vokser jo ikke ind i himlen. Der er sket meget, og gudskelov for det. Men de to unge fyre på stranden ligger netop sammen med en flok piger, og ikke sammen med en flok, der også indbefatter såkaldt almindelige heterofyre. Og det er næppe tilfældigt. Og da de senere går tur langs vandet, holder de trods alt ikke hånd - de orker nok heller ikke være dagens kulørte indslag. Eller også går de også bare ude af takt? Og det skal de jo have lov til.
  Men det var et rart syn at se dem nyde hinanden. Og jeg blev lidt varm og glad indeni, som man som del af et mindretal altid bliver, når man ser nogle andre, man kan spejle sig i. Det har man brug for.
  Det var såmænd bare det, jeg ville sige!
  Hej!